Strid om fritagelse af afgifter for elbiler
Hver ejer af en Tesla-elbil er i gennemsnit blevet fritaget for 1,2 mio. kr. til staten. Det udstiller et absurd dansk afgiftssystem, mener FDM.
En del bilejere med råd til en luksusbil har ifølge De Danske Bilimportører skiftet deres Audi A8, BMW5 eller Mercedes E ud med en Tesla.
Ved at skifte til Tesla slipper de for alle afgifter på nær momsen, fordi Teslaen er en elbil.
Det er formentlig grunden til, at mere end hver tredje elbil, der triller ud på vejene i Danmark, er en Tesla.
Teslaen er den ultimative luksus- og sportsvogn, der – hvis den ikke havde været en elbil – ville have kostet et sted mellem 1,5 og knap 2,5 mio. kr. Men fordi den er elbil, koster den ikke ret meget mere end en større familiebil som en Ford S-Max med plads til fire børn.
I de første fire måneder af i år er der solgt 282 Teslaer i Danmark, mens der de seneste 12 måneder er solgt 616 stk. af den særlige Model S.
Prisen på en Tesla ligger i Danmark mellem 623.000 og 875.000 kr. Dermed sparer køberen i gennemsnit en registreringsafgift på godt 1,2 mio. kr. for hver eneste Tesla-elbil.
”Tab” på 348 mio. kr.
Det betyder, at statskassen på fire måneder ifølge beregninger fra De Danske Bilimportører er ”gået glip af” afgifter på 348 mio. kr., mens ”tabet” i løbet af de seneste 12 måneder løber op i 760 mio. kr.
Alle er enige om, at Teslaen er en luksusbil med ekstreme og fantastiske egenskaber som de bedste sportsvogne. Den langsomme model med 334 hk bruger 5,4 sekunder på at nå en hastighed af 100 km/t., mens den hurtige klarer det på 3,3 sekunder, har 476 hk og en tophastighed på 250 km/t. Mens Teslaen går som varmt brød blandt elbilerne, udgør de sammenlignelige luksusbiler ifølge De Danske Bilimportører kun godt 1 pct. af det øvrige bilsalg.
Absurde afgifter
»Dermed udstiller det store salg af Teslaer det absurde i det danske afgiftssystem,« mener afdelingschef Torben Lund Kudsk fra bilejernes organisation, FDM.
Hos FDM har man længe talt for en omlægning af de danske bilafgifter, så de i stedet tager højde for, hvor meget en bil forurener, dens vægt samt motorstørrelse.
»En anden luksusbil med store miljøegenskaber er BMW I8, der kører 47,6 km på en liter. Den er ikke en elbil, men en hybrid, derfor koster den mellem 2,7 og 3,1 mio. kr. – fordi de danske bilafgifter – bortset fra elbiler – er baseret på værdien af bilen, ikke på dens miljømæssige og sikkerhedsmæssige egenskaber,« forklarer Torben Lund Kudsk.
»Vi mener derfor i FDM, at man skal have et helt nyt afgiftssystem baseret på netop de miljømæssige og sikkerhedsmæssige egenskaber.«
Mangler incitament
Hos De Danske Bilimportører er adm. direktør Gunni Mikkelsen af samme opfattelse.
»Det er bemærkelsesværdigt, at det næsten kun er de store luksusbiler blandt elbilerne, der sælger, mens 70-80 pct. af de øvrige elbiler, der ikke er Teslaer, bliver købt af myndigheder eller organisationer, der støtter en særlig politik på området,« siger Gunni Mikkelsen.
»Det store problem er, at man mangler et økonomisk incitament for at få ”almindelige” mennesker til at købe elbiler. Derfor mener vi hos bilimportørerne, at man ikke skal have en særlig ordning for elbiler, men en ordning, hvor afgiften bliver baseret på et CO2-aftryk, gerne kombineret med bilens motorydelse og vægt. Dermed vil man belønne alle de mere miljørigtige biler og fremme udbredelsen af det vigtige sikkerhedsudstyr.«
Dansk Energi og Dansk Elbil Alliance under Dansk Energi har i årevis kæmpet indædt for at få forlænget den nuværende afgiftsfritagelse for elbilerne.
Indtil videre er elbilerne fritaget for afgifter til og med 2016. Herefter er det usikkert, hvordan man vil videreføre ordningen, om man eventuelt vil etablere en overgangsordning, så elbilerne langsomt bliver underlagt de samme afgifter som alle andre biler.
Hos bilfirmaet Tesla afviser kommunikationschef Esben Pedersen, at købere af elbiler får store tilskud fra den danske stat.
»Det er fuldstændig forrykt at tale om, at vi har kostet det danske samfund flere hundrede mio. kr. En person, der køber en grøn bil til under 1 mio. kr. ville aldrig have købt en benzinbil til over 2 mio. kr. Du betaler ikke din nabos Tesla, mere end du betaler direktørens firmabil eller for lastbilers forurening.«

