Dit boligkøbsbevis kan være forældet
Renteudsvingene er usædvanligt store. 3,5 pct. lånene er i spil igen.
Det er ikke sikkert, at man kan regne med det boligkøbsbevis, man fik i banken for nogle måneder siden.
Renteudsvingene har nemlig været så store, at det har konsekvenser for, hvor dyr en bolig man man købe. Derfor skal man holde tæt kontakt med sin bank for at undgå at komme i klemme, lyder rådet fra Nordea Kredit.
»De store kursudsving kan virke forvirrende. Den anbefaling, boligkøberne får den ene dag, kan være forældet ugen efter. Vi anbefaler derfor, at boligkøberne sørger for at få en aktuel rådgivning på det tidspunkt, hvor huset er fundet og lånet skal hjemtages, i stedet for blot at belave sig på den rådgivning de fik, da de måske for en eller to måneder siden fik udarbejdet et boligkøbsbevis,« siger boligøkonom i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann.
Rådgivning er nødvendigt. Særligt hvis der er tale om et fast forrentet lån, hvor kursen har taget nogle store hop i løbet af de seneste måneder.
I første halvår gik vi fra at åbne nye 30-årige 2 pct. obligationer til igen at skulle beskæftige os med obligationer med en rente på 3,5 pct. Samtidig har kursbevægelserne på nogle dage været store med ændringer på både 1 og flere kurspoint.
»Lige nu anbefaler vi, at boligkøbere, der ønsker en fast rente med afdrag, vælger det 30-årige 2,5 pct., såfremt de har en lang tidshorisont i deres bolig og det 30-årige 3 pct. lån, såfremt tidshorisonten er kort, og de ikke tror på, at renten vil falde lige foreløbig,« siger Lise Nytoft Bergmann.
Det er selvfølgelig ærgerligt for boligkøberne, at renten er steget. Når det er sagt, er der dog stadig tale om en meget lav rente.Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom, Nordea Kredit
Er lånet uden afdrag, er det de samme overvejelser man bør gøre sig. Her bør valget blot stå mellem det 30-årige 3 pct. lån og det 30-årige 3,5 pct. lån. Det 30-årige 2,5 pct. lån uden afdrag er også en mulighed.
»Her er kurstabet så stort, at man skal vide, at man løber en ekstra risiko, hvis renten falder yderligere og boligen skal sælges før tid. Hvad der er den bedste løsning afhænger af den enkelte købers situation og tro på fremtiden,« lyder det Lise Nytoft Bergmann.
Det er særligt de lange danske renter, der er steget, selv om de korte danske renter også er påvirket. I Nordea Kredit kunne man tirsdag registrere en ændring i investorernes prissætning på rentetilpasningsauktionen over F1-obligationer, der blev afsluttet kun 10 minutter efter, at den kinesiske centralbank var kommet med sin udmelding.
Meldingen skræmte ikke investorerne væk, men den betød, at renten blev en tak højere end først antaget. Udviklingen bør dog ikke bekymre boligejerne.
»Det er selvfølgelig ærgerligt for boligkøberne, at renten er steget. Når det er sagt, er der dog stadig tale om en meget lav rente, ligesom vi også bør glæde os over, at gårsdagens nøgletal indikerer en højere vækst ikke mindst i Tyskland, som aftager mere end 15 pct. af vores eksport og dermed er en af vores vigtigste samhandelspartnere. På langt sigt er nyheden derfor god,« mener Lise Nytoft Bergmann.


