Fortsæt til indhold

Så er det igen muligt at få støtte til solceller

Selvom det nu er muligt at søge støtte til solceller, så kan man som boligejer ikke på samme tid udnytte håndværkerfradraget.

Privatøkonomi

Så er det igen muligt at søge om forhøjet støtte til etablering af nye solcelleanlæg. Støtten er på 1,02 kr. per kilowatttime.

Energinet.dk har i dag åbnet for ansøgninger til den restpulje, der blev til overs efter ansøgningsrunden i foråret. Puljen er på næsten 41 MW (megawatt), og den giver bl.a. private boligejere større mulighed for at få del i puljen. I foråret var der kun afsat 12 MW til de private boligejere.

Også boligforeninger, private udlejere af lejeboliger og solcellelav kan søge denne gang.

Ansøgere skal dog være opmærksomme på, at der igen er nye krav at opfylde for at få del i puljen. Selv om den nye regering har genindført boligjobordningen - også kendt som håndværkerfradraget - er det ikke muligt både at få del i solcellepuljen og samtidig få håndværkerfradrag for arbejdet.

»Dobbeltstøtte er i strid med EU-reglerne. Derfor skal boligejerne nu vælge den støttemulighed, som de finder mest fordelagtig. Hvis man vil have del i solcellepuljen, skal man samtidig bekræfte, at man ikke får anden støtte til solcelleanlægget. Det gælder både etablering og drift,« fortæller Louise Rønne Christensen, der er sektionschef i Solcelleadministrationen under Energinet.

Hun understreger samtidig, at der er krav om nye oplysninger i ansøgningerne.

Boligejere skal oplyse både anlæggets indkøbspris og installationsomkostningerne, og om huset er opvarmet med elvarme.

»Disse oplysninger skal vi bruge for at vurdere, om støtten har såkaldt tilskyndelsesvirkning. Det betyder kort fortalt, at vi skal kontrollere, om der er behov for støtten,« forklarer Louise Rønne Christensen.

Det betyder, at boligejere ikke kan få støtte til solcelleanlægget, hvis de - før udbetaling af en eventuel støtte - kommer til at sidde billigere ved at anskaffe solcelleanlægget. Så er vurderingen nemlig, at der ikke er behov for støtte for at gøre det økonomisk rentabelt.

»Det forhøjede pristillæg skal være en tilskyndelse til at få anlægget til at løbe økonomisk rundt,« siger Louise Rønne Christensen.

Hun forventer, at der denne gang vil være lidt mindre interesse for at få del i solcellepuljen end i foråret.

Boligejere skal samtidig være opmærksomme på, at det kun er muligt at søge til nye anlæg. Der gives ikke støtte til anlæg, der allerede er sat op.

Artiklens emner
Energinet.dk