Folkesport: Vi snager i naboens og kollegaens boliger på nettet
Det er blevet en dansk folkesport at surfe rundt i huse og haver, ejendomsværdier og liggetider.
Nettets boligportaler er populære – uanset om vi går med flytteplaner eller ej. Det skriver Politiken mandag.
For vi elsker at tjekke de boliger, der er sat til salg, drømme om det, vi ikke har råd til, gå på opdagelse i naboens møblement, samtalekøkken, haveskur og udestue, så vi kan sammenligne deres værdier, indretning og smag med vores egen.
Nu går en ny boligportal skridtet videre med stor succes. Frem for kun at samle data om de boliger, der er sat til salg, leverer Bolighed.dk alle tilgængelige information om samtlige landets 1,25 millioner ejerboliger, uanset om der står et er til-salg-skilt i forhaven eller ej. Mere end 450.000 unikke brugere har klikket rundt på Bolighed.dk i de godt fire uger, der er gået, siden sitet blev lanceret.
Med den nye portal kan man tjekke anslåede priser og værdier på hver eneste ejerbolig, og så kan interesserede købere helt uden om ejendomsmægleren kontakte de boligejere, der overvejer at sælge.
»Boligen er noget af det, vi danskere interesserer os allermest for – uanset om vi selv står og skal handle bolig, eller om vi bare gerne vil følge med i nabolaget«, siger Anders Jensen til Politiken. Han er formand for bestyrelsen i Bolighed.dk og koncerndirektør i Nykredit, der står bag den nye portal sammen med Spar Nord, Sydbank og Arbejdernes Landsbank.
I forvejen har boligportalen Boliga flere hundredtusind besøgende. Og den store appetit på digitale boligsider er også baggrunden for Danske Banks nye boligportal, Sunday, der vil gøre boligjagten mere simpel ved at samle finansieringen og søgningen et og samme sted.

