Fortsæt til indhold

Nu svinger Finanstilsynet pisken over storbyboligerne

For at undgå boligbobler i områder med priser på himmelflugt strammer Finanstilsynet kravene for, hvornår banker og realkreditinstitutter må yde fleks- og afdragsfrie lån.

Privatøkonomi

Det bliver sværere og dyrere at få fingrene i de billige fleks- og afdragsfrie lån i København og Aarhus. Finanstilsynet vil nemlig have bankerne til at stramme kreditgivningen over for boligejerne i de to glohede boligområder, fremgår det af en vejledning, som netop er sendt i høring.

Finanstilsynet vil eksempelvis have bankerne til kun at tillade kunderne at optage flekslån, hvis de har råd til en rente på minimum 4 pct. i 30 år. Det er en stramning i forhold til i dag, hvor kunderne skal kunne betale renten på det til enhver tid toneangivende fastforrentede lån, som i dag er 2,5 pct.

»Der er tale om en klar skærpelse. Man kan sige, at det er en vejledning, som skal forhindre en prisboble i de berørte områder,« siger Morten Skak, lektor ved Syddansk Universitet.

Det er ifølge Finanstilsynet netop meningen. Tilsynet erkender, at det især kommer til at gå ud over de svageste boligkunder.

»Det er målrettet økonomisk svage kunder frem for den gennemsnitlige kunde. Det handler om, at man skal have råd til en vis rentestigning,« siger Kristian Vie Madsen, vicedirektør i Finanstilsynet.

Det vil lægge en dæmper på prisstigningerne i de to storbyer.
Karsten Beltoft, direktør i Realkreditforeningen

Det er den lave rente, som får Finanstilsynet på opfordring fra Det Økonomiske Risikoråd til at indføre tiltag, der skal sikre, at bankerne ikke bliver renteblinde.

»Vi har et meget lav renteniveau i øjeblikket og ser pænt stigende boligpriser i de største byer. Det betyder, at boligkøberne ikke er helt så bange for fremtiden, men mere er bange for ikke at komme med på vognen. Samtidig har pengeinstitutterne svært ved at få udlån. De faktorer kalder på en vis forsigtighed, så tingene ikke kommer til at gå alt for stærkt,« siger Kristian Vie Madsen.

Realkreditinstitutterne erkender, at tiltaget vil påvirke boligmarkederne i København og Aarhus.

»Det vil lægge en dæmper på prisstigningerne i de to storbyer. Men mange af tiltagene har bankerne og realkreditinstitutterne indført i praksis, så på den måde er virkningen begrænset,« siger Karsten Beltoft, direktør i Realkreditforeningen.

Tilsynet skærper desuden kravene til boligkundernes rådighedsbeløb, gæld og indtægt samt til, hvor store prisfald kunderne skal kunne tåle og stadig have råd til at afdrage på boliglånet.

Artiklens emner
Finanstilsynet
Realkreditforeningen