Fortsæt til indhold

Mybanker: Stor risiko for kurstab på boliglån

Risikoen på obligationsmarkedet er så stor, at der er ekstra grund til at passe på.

Privatøkonomi

Obligationsmarkedet er så uroligt, at boligejere bør kurssikre deres boliglån, når de lægger om. Risikoen for et kurstab er simpelthen for stor, lyder advarslen fra Mybanker.

»En kurssikring fungerer på samme måde som en søsygetablet. Den gør din økonomi mindre sårbar over for det omskiftelige vejr. Alle, som ikke havde kurssikring, oplevede denne sommer, hvor hårde forholdene kan være,« siger partner i Mybanker, Morten Westergaard.

De voldsomme kursudsving begyndte med krisen i Grækenland, men efter at den europæiske centralbank, ECB, for alvor er begyndt at købe obligationer op for at støtte opsvinget, er der sat en ny dagsorden. På mange måder har ECB spændt et kunstigt sikkerhedsnet ud under obligationsmarkedet. Men der er ingen garanti for, at sikkerhedsnettet fortsat vil være der.

»Efter den finansielle krise er kravene til bankerne blevet skærpet, hvilket, sammen med lave renter og specifikke likviditetskrav, har gjort det meget dyrt at have store handelsbeholdninger af værdipapirer,« siger Morten Westergaard.

Det er sporene fra foråret, der skræmmer. I perioden mellem 28. april og 13. maj blev obligationsmarkedet ramt af et pludseligt kursfald. Det startede i Tyskland, og da det bredte sig til Danmark, faldt den 30-årige 2 pct. boligobligation fra kurs 98 til 92 i ét hug. Også statsobligationerne blev ramt, men ikke nær så meget.

»Den simple og logiske konsekvens er, at der ikke er nogen til at stå imod, hvis der pludselig opstår større købs- eller salgspres i markedet. Det giver større udsving. Udsving, som ved første øjekast ligner hysteriske kællinger, men faktisk ikke er det. Hysteriet opstår netop, når investorerne fortrinsvis handler med kortsigtede perspektiver for øje,« konstaterer Morten Westergaard.

Mybanker opfordrer til at kurssikre, specielt hvis man har en dato, hvor man senest skal handle. Det kunne f.eks. være den dato, hvor man senest skal refinansiere sit lån.

Den simple og logiske konsekvens er, at der ikke er nogen til at stå imod, hvis der pludselig opstår større købs- eller salgspres i markedet. Det giver større udsving.
Morten Westergaard, partner, Mybanker

Samme opfordring har længe lydt fra realkreditinstitutterne. Mange kom nemlig i klemme i foråret ved at opsige deres lån uden at have sikret et nyt. Risikoen ved at ligge åben er simpelthen blevet for stor, mener cheføkonom i Realkredit Danmark, Christian Hilligsøe Heinig.

»Generelt anbefaler vi altid at kurssikre, når vi snakker fast forrentede lån. Valg af en sådan låntype indikerer typisk et behov for sikkerhed omkring den fremtidige boligydelse for låntageren, og det giver derfor ikke nogen mening, at ligge åben over for fremtidige kursudsving gennem flere måneder. Netop de store kursudsving i år har med al tydelighed vist, at der er en betydelig risiko ved en sådan strategi,« siger Christian Hilligsøe Heinig.

I Nordea Kredit minder man også om det heftige forår.

»Måske kan de kraftige kursfald fra foråret, hvor en del boligejere kom i klemme i forbindelse med deres konverteringer, have rykket lidt på holdningen. Når renten stiger, kan det gå meget stærkt,« siger boligøkonom i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann.

Artiklens emner
Nordea Kredit
Realkredit Danmark