En grå hverdag truer boligmarkedet
Lysten til at låne er godt nok steget, men er stadig lav i historisk sammenhæng.
Der bliver langet flere lånetilbud over disken i øjeblikket. Men trods en stigning på 5.000 fra september til oktober er vi langt fra de glade dage for et års tid siden. Det er blevet grå hverdag igen, viser nye tal fra Realkreditrået.
»Hverdagen har indfundet sig på realkreditmarkedet igen. Antallet af lånetilbud er en smule højere end gennemsnittet for de senere år og tyder på, at boligmarkedet er ved at finde et mere stabilt leje,« siger Karsten Beltoft, direktør i Realkreditforeningen.
Antallet af lånetilbud var 24.100 i oktober - 5.000 mere end i september - og hvis man ser på det gennemsnitlige antal lånetilbud i perioden 2011-2014, var det 22.000. Renset for konvertingsbølgerne i perioden var det 19.900. Oktober måned er altså højere end den gennemsnitlige tendens i de senere år.
Heller ikke i Nykredit ser man nogen grund til den store jubel.
»Stigningen i antallet af lånetilbud i oktober blegner lidt, når vi sammenligner med begyndelsen af året, hvor mange udnyttede muligheden for at skifte til et fast forrentet 2 pct.-lån. Det var både boligejere med et fast forrentet lån og boligejere med flekslån, som valgte at binde renten i længere tid. Siden er renten steget, og det ser vi så også i antallet af lånetilbud, som er faldet tilbage på de foregående års niveau,« siger Jeppe Borre.
Det er en indikation på, at flere igen har mod på at købe større varige forbrugsgoder.Mikkel Høegh, cheføkonom i BRFkredit
Stigningen er positiv, for stigende lånelyst er ensbetydende med stigende lyst til at bruge penge, mener cheføkonom i BRFkredit, Mikkel Høegh.
»Det er klart, at når omsætningen stiger på boligmarkedet, så giver det anledning til flere lånetilbud, men vi ser også flere tillægslån. Det er en indikation på, at flere igen har mod på at købe større varige forbrugsgoder, såsom biler, nyt køkken mv. Set i et dansk vækstperspektiv er det godt i en tid, hvor nøgletallene om dansk økonomi tegner et mere broget billede af det økonomiske opsving.«
Heller ikke Mikkel Høegh er særligt imponeret over tallene.
»Set i et større perspektiv er der lang vej til, at der er fuldt blus på i realkreditsektoren. Ser man på udviklingen fra januar til oktober er der blevet printet 327.937 lånetilbud. Det er det højeste antal siden 2005. Den store aktivitet i år hænger især sammen med de oplagte konverteringsmuligheder, der var i begyndelsen af året,« mener han.
Jeppe Borre minder boligejerne om, at det stadig kan være fordelagtigt for boligejerne, hvis de vil have et fast forrentet lån.
»Selv om renten er steget, så taler vi stadig 2,5-3 pct. på et fastforrentet lån, så der er altså rigtig fornuftige muligheder for at binde renten. Kursen på et 30-årigt 3 pct.-lån danser i øjeblikket rundt om kurs 99, mens 2,5 pct.-lånet i en længere periode har været budt op til dans af kurs 96,« siger Jeppe Borre.

