Dagens F1-rente: 0,00 pct.
Boligrenterne fortsætter ned til historiske lavpunkter.
0,00 pct. Det er den officielle rente på et nyt F1-lån i Realkredit Danmark mandag. Den reelle udgift er højere, for på grund af bidraget ender den effektive rente efter skat på 0,77 pct., men det er første gang, at kontantrenten er endt i et rundt nul.
»Det er bemærkelsesværdigt, men F1-renten har faktisk været lavere,« konstaterer cheføkonom i Realkredit Danmark, Christian Hilligsøe Heinig.
Bundrekorden for et F1-lån er ca. minus 0,4 pct. Men selv om renten ikke er negativ, er det kommet bag på de fleste, at den igen skal teste de historiske bundniveauer.
»Det er markedet, der suverænt bestemmer, og her er forventningen, at den europæiske centralbank, ECB, sænker renten yderligere i december. Og den forventning har presset de korte boligrenter ned,« mener Christian Hilligsøe Heinig.
Realkredit Danmark har netop overstået sin december-auktion, og her viste det sig, at flere end forventet valgte F1-lån. En af forklaringerne kan være, at afdragsfriheden var ved at udløbe for mange med F3-lån, og skal de bevare afdragsfriheden det sidste år, er et F1-lån en oplagt løsning.
Ellers er anbefalingen fortsat at udnytte den lave rente til at sikre sig flere år ad gangen. Renten på et F3-lån er helt nede i 0,17 pct., og renten på et F5-lån er godt 0,50 pct.
»Vi ser ingen grund til at ændre på vores anbefaling. Ingen ved, hvad der kommer til ske på rentemarkederne, og renten er meget lav i øjeblikket,« mener Christian Hilligsøe Heinig.
Også de lange renter har fået et tryk nedad i al ubemærkethed i december-auktionens skygge. Kursen på det 30-årige 3 pct. lån med afdrag har rundet 99,5. 3 pct. lånet uden afdrag ligger i kurs 98,2.
Det er bemærkelsesværdigtChristian Hilligsøe Heinig, cheføkonom i Realkredit Danmark.
Det betyder, at 2,5 pct. lånet med afdrag for alvor er inde i varmen igen. Kursen på det har mandag rundet 96,6.
»Hvis man vil have et 30-årigt lån, er 2,5 pct. lånet det oplagte valg. Der er tale om en meget stor serie, kursfølsomheden er stor, og kursen er i øjeblikket attraktiv,« siger Christian Hilligsøe Heinig.
2,5 pct. lånet uden afdrag er også tæt på at være inde i varmen igen med en kurs tæt på 95.

