Danskerne vil have sammenlignelige forsikringer - men vil ikke bruge tid på det
Forsikringskunder vil gerne have sammenlignelige forsikringer, men størstedelen af kunderne gider ikke bruge tid på at sammenligne forsikringerne.
Lavere priser, bedre dækning og god service er alt sammen noget, der gør de fleste forsikringskunder glade og tilfredse. Men der er også en anden og billigere ting, som forsikringsselskaberne kan gøre, hvis de vil have tilfredse kunder. De skal ganske enkelt gøre det nemt for kunderne at sammenligne deres forsikringer på tværs af selskaber.
De kunder, der synes, de har forsikringer, som er nemme at sammenligne, er nemlig mere tilfredse kunder. Det viser en undersøgelse, som analyseinstituttet EPSI Danmark har lavet hos 4.600 forsikringskunder.
»På den måde, som forbrugerverdenen fungerer i dag, betyder åbenhed og gennemsigtighed bare rigtig meget, og det er faktisk en fordel for selskaberne at gøre sig lette at sammenligne med omverdenen,« siger Jacob Nisgaard Larsen, der er chefkonsulent i Forsikring & Pension.
Det er altså ikke kun de kunder, der er på jagt efter et nyt forsikringsselskab, der gerne vil kunne sammenligne priser og dækning selskaberne imellem.
»Gennemsigtighed giver kunderne en højere forståelse for deres produkter, så de forstår deres forsikringer og hvilke betingelser, der gælder,« siger Helene Söderberg, der er adm. direktør i EPSI Danmark.
For at imødekomme det har Forsikring & Pension lavet Forsikringsguiden.dk, hvor man kan sammenligne priser og dækninger på forsikringer. Der findes også en række andre sammenligningssider for forsikringer, men selvom danskerne bruger dem mere og mere, er det stadig kun 16 pct., der bruger dem, viser undersøgelsen fra EPSI Danmark.
»Jeg tror, rigtig mange selskaber føler, at de allerede gør deres forsikringer sammenlignelige. Men det kan være svært at fange slutbrugeren. Informationerne kan sagens findes, men hvis brugerne ikke har interessen, hjælper det ikke noget,« siger Jacob Nisgaard Larsen.
Undersøgelsen viser da også, at det kun er knap halvdelen af de danske forsikringskunder, som mener, at det er let at sammenligne de forsikringer, de har, med andre selskabers forsikringer.
»Humlen er, at danskerne i dag forventer let og gennemskueligt at kunne sammenligne deres forsikringer på både dækning og pris. Når 26 pct. ikke synes, det er let at sammenligne, skyldes det bl.a., at det fortsat er en vanskelig øvelse at kommunikere forsikringer til forbrugerne, fordi det er et lavinteresse-område,« siger Jacob Nisgaard Larsen.



