Fortsæt til indhold

Home kritiserer stramninger på boligmarkedet i København og Aarhus

Finanstilsynets forslag til stramninger på boligmarkedet i København og Aarhus er på flere områder for vidtgående, mener ejendomsmæglerkæden Home.

Privatøkonomi

Brandmurene, som Finanstilsynet vil have bygget omkring boligmarkedet i København og Aarhus, kan blive så høje, at unge boligkøbere får mere end svært ved at få en fod indenfor på markedet.

Sådan lyder det fra ejendomsmæglerkæden Home, der nu kritiserer Finanstilsynets bebudede stramning på boligmarkedet i København og Aarhus for at være for vidtgående på flere områder.

»Det er vores opfattelse, at vejledningen i sin nuværende udformning er mindre godt timet, og at den også rammer skævt. De foreslåede stramninger vil især ramme de yngre boligkøbere uretfærdigt hårdt og reelt gøre landets største byer til lukket land for mange af dem,« siger Mads Ellegaard, relationschef i Home.

Finanstilsynet vil have strammere kreditgivningen over for såkaldte svage kunder i de to områder. Det skal ske igennem en ny vejledning, som er blevet sendt i høring. Vejledningen har til formål at sikre penge- og realkreditinstitutter og kunder imod risikoen for stigende renter og faldende boligpriser.

»Vejledningen skal mindske risikoen for, at der bliver ydet lån til de økonomisk set svageste kunder, som kan have svært ved at honorere lånene, hvis renterne stiger og priserne falder,« har Kristian Vie Madsen, vicedirektør i Finanstilsynet, tidligere forklaret til Finans.

I Home er man overordnet enig i formålet med den nye vejledning fra Finanstilsynet, der skal sikre, at kreditgivningen i vækstområder er tilpas forsigtig. Men på fire punkter er der problemer med den nye vejligning, lyder det fra ejendomsmæglerkæden.

»Vi ønsker ikke at gøre os til dommer over, om yderligere stramninger generelt er nødvendige eller ej, men det er vores klare opfattelse, at der er risiko for, at det vil føre til markant færre handler, længere salgstider og faldende priser,« siger Mads Ellegaard.

Den nye vejledning er blevet sendt i høring, og svarfristen er onsdag. Det er usikkert, hvornår den kommende vejledning træder i kraft, men Finanstilsynet har tidligere meldt ud, at det ikke bliver inden udgangen af året.

Artiklens emner
Home
Finanstilsynet