Fortsæt til indhold

Det betyder de lave oliepriser for din privatøkonomi

Særligt ved benzinstanderen er der penge at spare.

Privatøkonomi

Prisen på olie styrtdykker til gavn for de danskere, der har en bil holdende i garagen, eller som varmer huset op med oliefyr.

Mandag faldt råoliepriserne med 4-5 pct. og er nu på deres laveste niveau i over seks år. En tønde råolie fra Nordsøen koster cirka 41 dollars, mens den amerikanske referenceolie, WTI, handles til under 40 dollars.

De faldende oliepriser betyder blandt andet, at det er blevet billigere at tanke benzin. I perioden 2011 til midten af 2014 lå olieprisen ret konstant målt i danske kroner på omkring 600 kr. pr. tønde - eller 4 kr. pr. liter.

I dag er råolieprisen nede i 1,75 kr. pr. liter.

»Besparelsen på råolie er stort set slået direkte igennem på benzinprisen, hvor man altså sparer i omegnen af 2 kr. pr. liter. For en familie med bil og normalt kørselsbehov giver det en besparelse på omkring 225 kr. om måneden - eller 2.700 kr. om året,« siger Las Olsen, cheføkonom i Danske Bank.

Han tager udgangspunkt i 20.000 kilometer kørsel om året i en bil, der kører 14,5 km/l.

Også danskere med oliefyr, der ikke er udbredt som opvarmningsform længere, nyder godt af den lavere oliepris. Prisen på naturgas har en vis sammenhæng med olieprisen, men er ikke faldet nær så meget.

Fjernvarme, der er den mest almindelige opvarmningsform, har ikke meget med olieprisen at gøre.

»Desuden er olieprisfaldet med til at holde priserne nede generelt. Næsten alt, hvad vi køber, er jo på en eller anden måde transporteret først,« siger Las Olsen og tilføjer, at den lave oliepris dermed er med til at sikre danskernes reallønsfremgang.

Tirsdag er listeprisen på en liter 95-oktan benzin faldet med 10 øre til 10,89 kr. Listeprisen på en liter diesel er faldet seks øre til 9,29 kr.

Pumpeprisen, som er den pris, man møder på tankstationen, er 10,09 kr. for en liter 95-oktan blyfri benzin og 8,49 kr. for en liter diesel.

Sådan er brændstofprisen skruet sammen.

En tommelfingerregel siger, at hver gang en tønde Nordsøolie falder en dollar (6,75 kr.) i pris, bliver benzinprisen tilsvarende 4-5 øre billigere.

Når brændstofpriserne ikke følger olieprisen parallelt skyldes det, at de er pålagt CO2-afgifter (20 pct.), energiafgifter (39 pct.) og moms (20 pct.), som er faste, uanset hvordan olieprisen udvikler sig.

Dollarkursen spiller også en vigtig rolle, da al benzin afregnes i dollars.