Forbrugerne er vinderne af oliepriskrakket - i første omgang
Der er mange gevinster for private forbrugere af faldende oliepriser i hvert fald på kort sigt.
Forbrugerne har vundet 1. halvleg af det, der nu kan betegnes som et oliepriskrak. Men 2. halvleg kan blive en dyr omgang, hvis faldet fortsætter.
For indtil nu har de faldende oliepriser ført til det, der bedst kan betegnes som en finanspolitisk indsprøjtning. Og den er udelukkende kommet forbrugerne til gode.
»Køb af bolig eller bil er stort set uafhængigt af energiomkostningerne. Uanset hvor høje de er, skal vi have en bolig at bo i og i mange tilfælde en bil. Det vil sige, at når energiomkostningerne falder, går besparelsen direkte ind i vores privatbudgetter og giver flere penge til rådighed. Det kan sammenlignes med en finanspolitisk indsprøjtning,« siger seniorstrateg i Nordea, Tine Choi Danielsen.
Normalt vil de faldende oliepriser ikke slå direkte igennem herhjemme. Det skyldes, at energi er belagt med store afgifter, og at dollaren ofte stiger i kurs, når olieprisen falder. I USA slår et olieprisfald derimod direkte igennem. Men effekten er markant herhjemme i denne omgang. Forklaringen er, at faldet er så stort.
Men vi er ved at nå en grænse. For godt nok sparer forbrugerne masser af penge, men de faldende oliepriser vil formentlig snart udløse konkurser og fyringer i olieindustrien og de mange følgeindustrier. Det rammer primært et land som Norge, men også Danmark. Sker det, kan det sætte en negativ spiral i gang.
»Vi er der ikke endnu, men vi er meget tæt på smertegrænsen,« lyder det fra Tine Choi Danielsen.
Cheføkonom i Sydbank Jacob Graven mener, at den faldende benzinpris har en bagside, som i værste fald kan ramme forbrugernes økonomi som en boomerang.
De lavere benzinpriser afspejler nemlig, at olieprisen på verdensmarkedet er faldet med over 60 pct. i de seneste 18 måneder til det laveste niveau i knap syv år på kun omkring 40 dollars per tønde. Styrtdykket i olieprisen kan få mange olieselskaber til at gå konkurs og sende nogle af verdens største olieproducerende lande ud over kanten mod en statsbankerot.
»I værste fald kan det udløse en lavine af tab for investorer kloden rundt. Det kan udløse en ny finanskrise. I yderste konsekvens kan det som i 2008 skabe en global økonomisk krise, som også kan koste danske arbejdspladser,« lyder den dystre vurdering fra Jacob Graven.
Helt så galt er det ikke gået endnu og gør det næppe, mener han.
»Men investorerne verden over er i stigende grad bekymrede over den faldende oliepris. Det er hovedårsagen til, at aktiemarkederne i de seneste dage er dykket.«
Der er mange forskellige bud på, hvordan olieprisen vil udvikle sig. Nogen frygter, at den kan blive halveret i det kommende år, efter at OPEC-landene på det seneste møde for første gang i mange år ikke kunne enes om at lægge et loft over produktionen for at presse prisen op.
»Mens en oliepris på 20 dollars per tønde utvivlsomt vil kunne få smilet frem hos mange danske bilister, vil det øge risikoen for en global finansiel krise med udgangspunkt i olieselskaberne og de olieproducerende lande,« siger Jacob Graven.

