Fortsæt til indhold

Er din indkomst lille, stor eller størst?

Personindkomsterne er steget mere hos dem, der har den højeste indkomst, end hos dem, der tjener mindst. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Privatøkonomi

De rigeste har fået lidt flere penge mellem hænderne, mens de fattigste ikke er blevet meget rigere. Sådan kan man kort opsummere nye tal fra Danmarks Statistik for personindkomsterne i 2014.

Siden år 2000 har der været en stigende ulighed, når det kommer til indkomst.

Grænsen for at tilhøre de 10 pct. af danskerne, der har den laveste indkomst, lå på 125.100 kr. i 2014. Det er en stigning på omkring 10 pct. siden årtusindeskiftet. En noget større stigning har toppen oplevet. Grænsen for at tilhøre de 10 pct. med højest indkomst er steget med 28 pct. til 390.700 kr. i 2014.

Den lille udvikling hos de 10 pct. af danskerne, der har den laveste indkomst, skyldes ifølge Danmarks Statistik, at flere unge er under uddannelse. Det er nemlig typisk de studerende, der tjener færrest penge.

De disponible indkomsttal viser desuden, at den gennemsnitlige dansker over 14 år tjente 214.000 kr. efter skat, renteudgifter mv. i 2014 - svarende til 17.800 kr. om måneden. Det er en gennemsnitlig stigning på 4.400 kr. om året i forhold til 2013. Stigningen skyldes ifølge Danmarks Statistik, at erhvervsindkomsten er steget med 2.900 kr. fra 2013 til 2014, men også andre faktorer som eksempelvis faldende renteudgifter og højere afkast på værdipapirer spiller ind.

Ifølge cheføkonom i Danske Bank, Las Olsen, skal man dog være opmærksom på, at tallene er påvirket af forskellige faktorer. Bl.a. er tallene påvirket af, at de indeholder en beregnet lejeværdi af egen bolig.

»Når huspriserne stiger, bliver det også mere værd at eje dem. Det tæller med som en stigende indkomst til boligejerne, men det er altså ikke en indkomst, de rent faktisk får udbetalt i kroner og øre, så den er ikke disponibel i den forstand« forklarer Las Olsen og uddyber:

»Man kan sige, at boligejerne bruger den højere indkomst fra lejeværdi til at bo i deres nu dyrere huse.«

Artiklens emner
Danmarks Statistik