Vi gik mere shopamok på Black Friday end i julemåneden
Black Friday slår gaveræset på dagene lige op til juleaften, når det kommer til, hvornår danskerne har brugt dankortet allermest nogensinde.
Butikkerne lokkede for alvor danskerne til at hive dankortet op af pungen på Black Friday d. 27. november. Indtil videre er datoen den dato nogensinde, hvor dankortforbruget ligger allerhøjest. Black Friday slår med et dankortforbrug på 1,98 mia. kr. sidste års mest travle dankortdag - d. 22. december. Det viser nye tal for dankortomsætningen fra Nets.
»Det kommer bag på mig, at Black Friday er større end dagene op til jul, men det er et tegn på, at vi har taget en ny tendens til os. Jeg kunne godt forestille mig, at det, der ligger bag, er, at mange har benyttet muligheden for de gode tilbud på Black Friday til at købe nogle af julegaverne i god tid,« siger Ann Lehmann Erichsen, forbrugerøkonom i Nordea.
Hun tror, at traditionen med Black Friday er kommet for at blive:
»Vi har adopteret andre amerikanske begivenheder og gjort dem til vores egne. F.eks. er Halloween i løbet af få år blevet en tradition i Danmark, hvor børnene klæder sig ud og skærer græskar ud. Det så vi ikke for 15 år siden.«
Voldsomme situationer, som har fundet sted i USA, med folk, der eksempelvis bliver trampet ned i kampen om de gode tilbud, tror Ann Lehmann Erichsen, at Danmark undgår.
»Den del tror jeg til gengæld ikke, at vi overtager, for sådan er vores mentalitet alligevel ikke,« siger hun.
D. 22. december 2014 rykker med et dankortforbrug på 1,75 mia. kr. ned på andenpladsen på listen over datoer med det højeste dankortforbrug til dato. 2015's 22. december ligger også højt på listen, nemlig på en tredjeplads med et dankortforbrug på 1,73 mia. kr.
Ifølge Ann Lehmann Erichsen er det tegn på, at stadig mange danskere handler julegaver i sidste øjeblik.
»Pludselig opdager man, at det er jul lige om lidt, og så går man i gang med at finde nogle gaver,« siger hun og fortsætter:
»Der vil altid være mennesker, der er sidste øjeblik. Det kan dog sagtens være, at vi bliver bedre til at planlægge, så vi ikke behøver at bruge unødigt mange penge, men i stedet får mere for pengene.«
TOP 10 over datoer med højest dankortforbrug nogensinde:
| Højeste dankortforbrug til dato i mia. kr |
|---|
| 1. 27. november 2015 (Black Friday): 1,98 |
| 2. 22. december 2014: 1,75 |
| 3. 22. december 2015: 1,73 |
| 4. 1. april 2015: 1,72 |
| 5. 23. december 2015: 1,69 |
| 6. 21. december 2012: 1,68 |
| 7. 30. december 2014: 1,66 |
| 8. 21. december 2015: 1,63 |
| 9. 30. april 2015: 1,63 |
| 10. 30. december 2013: 1,62 |


