Fortsæt til indhold

Glæd dig hver gang en amerikaner spiser en burger

Forbruget i USA kan være afgørende for aktiemarkederne.

Privatøkonomi

Aktiemarkedet er hårdt ramt af olieprisens styrtdyk og krisen i Kina, som ingen kender dybden af. Eneste lyspunkt i øjeblikket er reelt de amerikanske forbrugere. Bliver de ved med at forbruge som nu, er det godt nyt for aktiemarkederne over hele verden, og tirsdag får vi at vide, hvor godt forbrugerne har det.

Da offentliggøres tallene for forbrugertilliden i USA, og er tallene gode, er det godt nyt. Hvis tallene skuffer, kan det forstærke den negative spiral, de finansielle markeder er inde i.

»Det er, som om markedet leder efter dårlige nyheder. Uanset hvor gode forbrugspriserne er, vil de ikke få en markant påvirkning af de finansielle markeder. Dertil kommer, at forbrugerne ikke altid gør, som de siger,« siger seniorøkonom i Jyske Bank, Tina Winther Frandsen.

Heller ikke seniorstrateg i Nordea, Tine Choi Danielsen, tror, at selv meget optimistiske forbrugere vil kunne vende stemningen.

»Med investorerne tilbage i et mere negativt humør vil en skuffende rapport have større effekt end ved det omvendte. En stærk forbrugertillid vil drukne i olieprisfaldet og afventen og formentlig kun begrænse dagens aktiekursfald, mens en svag rapport vil forstærke den negative udvikling,« siger Tine Choi Danielsen.

Forbrugerne i USA har ellers god grund til at være optimister på grund af fortsat bedring på arbejdsmarkedet, stigende boligpriser og reallønsfremgang.

»Men aktieuroen kan meget vel trække ned og dermed afspejle, at de negative effekter af olieprisen kombineret med bekymringerne for en recession pt.,« lyder det fra Tine Choi Danielsen.

Amerikansk økonomi er helt speciel, fordi den er så afhængig af hjemmemarkedet og dermed de amerikanske forbrugere. Ca. 70 pct. af økonomien trækkes således af hjemmemarkedet.

»Det hænger altså på den amerikanske forbruger,« konstaterer Tina Winther Frandsen.

Afhængigheden af hjemmemarkedet forstærkes af krisen i Kina, og at landene i Fjernøsten ikke mindst Japan også har økonomiske udfordringer, der betyder, at de ikke importerer nær så meget som, når det går godt.

Forbrugertilliden i USA har været stabil på det historiske gennemsnit i stort set hele 2015. Det betyder, at forbrugerne er nogenlunde neutrale mht. pessimisme og optimisme.

»Forbrugerne burde være blevet mere optimistiske pga. solid jobvækst, faldende benzinpriser og fortsat lave renter. Omvendt kan uroen på aktiemarkedet give så grimme minder om finanskrisen, at det skræmmer forbrugerne lidt,« siger Tina Winther Frandsen, der dog venter en lille stigning i forbrugertilliden i januar.

I princippet burde de faldende oliepriser være ubetinget godt nyt for de amerikanske forbrugere. Faldet slår direkte igennem til tegnebogen, fordi afgifterne på benzin er ekstremt lave. Men frygten for mere arbejdsløshed, fordi den amerikanske olieindustri - ikke mindst skifterolieindustrien skranter, kan være med til at skabe en dårlig stemning.

Artiklens emner
Nordea
Jyske Bank