Realkreditten udrydder boliglån
Renten stiger på flekslån efter nye regler. Nu bliver lånene udryddet.
De fleste kender F1-, F3- og F5-lån. Det er de flekslån, der har størst udbredelse. Men de boligejere, der har valgt de knap så kendte F2- og F4-lån skal til at se sig om efter nye lån. Renten er unaturligt høj i forhold til de andre lån, og derfor har Nordea Kredit besluttet sig for at stoppe med nyudstedelser.
Realkreditinstitutterne er ved at afslutte april-auktionen, og den viser nogle unaturlige renter for F2- og F4-lånene. F2-lånet burde være markant billigere end et F3-lån, men er det ikke. Forklaringen er de såkaldte LCR-regler. Reglerne betyder, at de små obligationsserier er sværere at sælge.
I Nordea Kredit er serierne i F2 og F4 så små, at de indgår i den mindst attraktive gruppe, der betegnes "non compliant." Hos Realkredit Danmark er kun F2-lånene "non compliant". F4-lånene har fortsat en god rating. Bedste gruppe betegnes "1B", og i den gruppe hører F1- og F3-obligationer og i Realkredit Danmark også F5-obligationer.
I realkreditinstitutterne har man da også taget konsekvensen. I Nordea Kredit udsteder man ikke længere F2- og F4-lån, oplyser boligøkonom i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann. I Realkredit Danmark fraråder man kunderne at beholde dem.
»Der findes nu en masse obligationer med relativt små cirkulerende mængder, som derfor vil prises dårligt og koste låntagerne relativt mere i rente. Det er grunden til, at vi ikke anbefaler boligejere og virksomheder at tage F2-lån, men derimod vælge F1 eller F3 i stedet, hvis man gerne vil holde sig flekslån med kort rentebinding,« siger økonom i Realkredit Danmark, Sonia Khan.
Sådan ser fleksrenterne ud nu:
| Låntype | Realkredit Danmark | Nordea Kredit |
|---|---|---|
| F1 | 0,34 | 0,29 |
| F2 | 0,49 | 0,45 |
| F3 | 0,41 | 0,49 |
| F4 | 0,57 | 0,60 |
| F5 | 0,76 | 0,93 |
Renterne er generelt lidt højere end forventet af realkreditinstitutterne.
»Forklaringen skal findes i den generelle udvikling på rentemarkederne kombineret med lidt færre bud end sædvanligt. Ved de fleste auktioner har der været bud for mellem 2 og 3 kr., for hver gang vi skulle sælge for 1 kr. obligationer. Det er lidt lavere, end vi har været vant til,« siger Lise Nytoft Bergmann.

