Sådan skal du forholde dig, hvis din bagage ikke dukker op
Forbrugerekspert kommer her med de gode råd til, hvordan du skal forholde dig, hvis din bagage ikke når frem til feriedestinationen.
Der findes ikke nogen værre start på ferien end at ankomme til lufthavnen, uden at ens bagage også er nået frem. Ikke desto mindre oplever mange rejsende verden over det scenarie hvert år.
En verdensomspændende opgørelse foretaget af den internationale luftfartsorganisation SITA viser nemlig, at 7,3 ud af 1.000 stykker bagage i 2014 enten blev væk, forsinket eller beskadiget. Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa.
Men hvordan skal du så forholde dig, hvis din bagage ikke dukker op samtidig med dig på feriedestinationen. Det giver lederen af Forbruger Europa, Lars Arent, svaret på her.
»Det første og vigtigste, man bør gøre i den situation, er ikke at forlade lufthavnen, før man har gjort nogen opmærksom på, at ens bagage ikke er dukket op.«
»Dernæst skal du kontakte enten luftfartsselskabet eller det firma, selskabet har til at håndtere bagagen. Først når du har et stykke papir i hånden som dokumentation, skal du tage videre,« siger Lars Arent til Ritzau Fokus.
Sker det, at ens bagage er blevet sendt til en forkert destination eller stadig ligger i afrejse-byen, har du som forbruger også rettigheder til at få dækket udgifter til de vigtigste fornødenheder, fortæller Lars Arent.
»Det første, man skal gøre op med sig selv, er, hvad man har brug for lige nu for at klare sig igennem - hvilke almindelige fornødenheder har jeg brug for? Dem har du nemlig ret til at købe og få erstattet.«
»Man skal dog være varsom med, hvor meget man svinger visakortet. Det nytter ikke noget at købe en designerjakke, hvis bagagen dukker op 48 timer senere. Så kan selskabet godt finde på ikke at ville udbetale erstatning,« siger han.
Tanken er nemlig, at man skaffer sig de mest fornuftige ting, såsom en tandbørste og noget tøj, til en billig pris. Hvis man gør det, vil det ifølge Lars Arent være nemmere at få erstattet bagefter.
Han fortæller også, at man som forbruger skal undersøge, hvor meget ens rejseforsikring dækker. Den kan nemlig også være brugbar i situationer som denne.
Sker det utænkelige, at din bagage aldrig dukker op igen, har du også ret til erstatning. Her betegner man 21 dage som skæringsgrænsen for, hvornår bagagen ikke længere ventes at blive fundet.
»Er bagagen helt væk, så har du krav på erstatning på alt det, der var i din bagage. Men her er der også noget, du skal være opmærksom på,« advarer Lars Arent.
»Har du haft meget dyre ting i din bagage såsom computere eller dyre smykker, kan de være undtaget. Derudover er der i henhold til Montreal-konventionen en øvre grænse på 10.000 kroner for, hvor meget du kan få erstattet,« siger han.
Tallene fra SITA viser også, at hele 1,3 mio. stykker bagage i 2014 aldrig dukkede op igen - men disse tal er altså på verdensplan.
Har du brug for et overblik over de til tider avancerede regler i forhold til rejser, samt hvilke rettigheder du har, kan du bruge hjemmesiden www.flyregler.dk.
Her finder du et overblik over, hvad man eksempelvis skal eller kan gøre i tilfælde af forsinkelse, aflysning eller overbookning af flyrejser, samt hvad retningslinjerne er i forhold til din bagage.


