Flere danskere kommer galt af sted på skiferie i år
De to store vinterferieuger har budt på en kraftig stigning i antallet af henvendelser til alarmcentralerne
Lidt for høje temperaturer og et slemt udbrud af influenza har ødelagt skiferien for mange denne vinter og givet travlhed hos alarmcentralerne. Falck Global Assistance har allerede mere end en tredjedel så mange anmeldelser som i sidste vintersæson.
»Skisæsonen har budt på en del større aktivitet end forventet,« siger operationel chef Vibeke Topp Rasmussen, Falck Global Assistance.
Det er især knæskader, der fylder, men mange har også henvendt sig med symptomer på influenza.
Også SOS Alarmcentral har haft markant flere skader i år end i 2015.
»Der er en influenza-epidemi under opsejling, og vi oplever også, at nogle fly aflyses, fordi personalet er blevet syge,« siger kommunikationschef Lene Hasting Toft, SOS International Alarmcentral.
Begge alarmcentraler fortæller, at sæsonen er startet tidligere i år med en markant stigning i antallet af sager allerede fra uge 3-4.
Skisæsonen har budt på en del større aktivitet end forventet.Vibeke Topp Rasmussen, operationel chef Falck Global Assistance
»I uge 6 og 7 var der markant højere andel af skadesanmeldelser end i fjor. Og uge 8 startede på samme måde. Ud over influenzaen er der flere steder lunt i vejret med tøsne og slush-ice lignende sne, hvilket også er med til at forårsage flere skader,« siger Lene Hasting Toft.
Dette er anden vinterferie, hvor der ikke er automatisk hjælp fra den SOS Internationals alarmcentral til alle danskere på ferie i Europa. Der skal være tegnet en privat rejseforsikring. Flere selskaber forudsætter også, at kunderne medbringer det blå EU-sundhedskort, så skader i første omgang kan behandles på offentlige klinikker.
Forud for skisæsonen advarede SOS International om, at tilskadekomne skiturister risikerede at blive afleveret til behandling på en af de meget dyre private klinikker i og omkring skisportsbyerne. Derfor opfordrede alarmcentralen tilskadekomne til at ringe hjem før behandling, så de var sikre på ikke selv at stå med regningen for en dyr behandling.
»Vi vil meget gerne gentage, hvor vigtigt det er at konsultere sit forsikringsselskabs alarmcentral, så man kan blive guidet til den rette behandling på det rigtige behandlingssted,« siger Lene Hasting Toft.


