Fortsæt til indhold

Leasing appellerer til nye bilkøbere

Det gælder også, selv om de nye kunder kun i mindre omfang kender kørselsbehovet.

Privatøkonomi

Du skal have ret præcist kendskab til dit kørselsbehov. Det er et råd, der konstant gentages, når det gælder privatleasing af biler. For det kan blive dyrt at betale for ekstra kilometer.

Men det synes i mindre grad at bekymre førstegangskøbere og andre bilkøbere, som ikke allerede råder over en bil. Det viser en ny undersøgelse, som Bilbranchen under Dansk Industri har fået udarbejdet af analysevirksomheden Voxmeter.

De private bilkøbere vælger nemlig i stigende grad af lease bilen. Fra 2012 til 2015 er leasingbilernes andel blevet tredoblet fra 5 til 15 pct. Tendensen fortsætter i år.

Voxmeter har spurgt 1.079 danskere over 18 år om deres holdning til leasing. Der er dog set bort fra den femtedel, der ikke har og ikke vil have en bil. Men af resten vil hver femte vil overveje at lease bilen.

Interessen for at lease bilen er størst hos de danskere, der ikke i forvejen har en bil, og også selv om de ikke kender deres kørselsbehov.

»Det er ikke afgørende for ikke-bilejere at kende kørselsbehovet. Forklaringen skal nok findes i, at forbrugernes forhold til bilen ændrer sig i disse år. Ejerskabet har ikke samme betydning som tidligere. Det handler nu mere om at have adgang til bilen og også om at have adgang til den rette bil, der i størrelse passer til familien,« vurderer Thomas Møller Sørensen, der er branchedirektør i Bilbranchen.

Samtidig fremhæver han, at det at kende alle udgifter til bilen, er blevet vigtigere for især mange unge. Med leasing slipper forbrugerne samtidig for at bekymre sig om bilens værditab.

»Samtidig ser vi, at leasingkonceptet hele tiden udvikles. Vi ser nu leasingmodeller, hvor bilen kan leases i et år eller to og efterfølgende købes. Desuden er leasing af brugte biler nu også ved at vinde frem. Det er et område, hvor importører og forhandlere virkelig har forstået at imødekomme forbrugernes ønsker,« forklarer Thomas Møller Sørensen.

Samtidig konstaterer han, at udbredelsen af leasing ikke går ud over det traditionelle salg af biler.

»Salget af biler til private ligger konstant. Men leasing bygger så ovenpå, så den samlede kage ser ud til at blive større,« siger Thomas Møller Sørensen.

Artiklens emner