Få et boliglån med en fast rente på 0,5 pct.
Kurshoppet på danske realkreditobligationer giver nye lånemuligheder.
Var det noget med et 10-årigt boliglån med en fast rente på 1 pct. eller helt ned til 0,5 pct.
Den mulighed er igen opstået, efter at obligationskurserne har fortsat deres diskrete himmelflugt. Kursniveauerne nærmer sig langsomt, men sikkert de euforiske dage i begyndelsen af 2015, og det åbner for nye lånemuligheder.
Ikke alene er det 30-årige 2 pct. lån i spil igen, mulighederne for at få lån med kortere løbetid til topkurs er også blevet langt bedre.
Et 10-årigt 0,5 pct. lån kan nu fås til en kurs på 97. Kursen på den 10-årige 1 pct. obligation er helt oppe i 99. Prisen for at få den helt lave rente er altså et lidt større kurstab, men det behøver man kun at beskæftige sig med, hvis man har planer om at indfri lånet i utide.
»Kursen på 10-, 20-, og 30-årige fast forrentede lån tættest på kurs 100 danser i øjeblikket alle pardans med kurs 99,« konstaterer seniorøkonom i Nykredit, Jeppe Borre.
Valget af lån med kortere løbetid er oplagte for boligejere med luft i budgettet.
»Man afdrager således mere hver måned, og på den måde betales lånet tilbage over en kortere årrække sammenlignet med et 30-årigt lån,« forklarer Jeppe Borre.
Og netop den højere ydelse skal man være opmærksom på. Men hovedparten af den er reelt et afdrag og dermed opsparing til en selv. F.eks. er ydelsen efter skat på et 30-årigt fast forrentet lån med afdrag omkring 4.000 kr. om måneden pr. mio.
Hvis man vælger et 20-årigt lån, er ydelsen omkring 5.200 hver måned. Hvis man sammenligner med et 10-årigt lån, lander ydelsen på den gode side af 9.000 kr. pr. mio. kr.
Der kan dog være en vis risiko for indlåsningseffekt, jo kortere løbetid obligationerne har. De 20- og 30-årige obligationsserier ligger på hhv. omkring 13 mia. kr. og på den gode side af 30 mia. Det er store serier. På de kortere løbetider er serierne dog mindre.
»Hvis serierne er for små, kan der være en risiko for en indlåsningseffekt, men da lånene er kortere - 10-15 år - har det ikke lige så stor betydning. Det er kun noget, som kan få betydning, hvis man vil ud af lånet før tid,« bemærker Jeppe Borre.
Indlåsningseffekt kan opstå specielt ved mindre obligationsserier, der ejes af få eller måske kun en investor. I så fald kan man ikke være sikker på at få en kurs hjem på markedsvilkår. Man kan dog altid indfri obligationen til kurs 100.


