Fortsæt til indhold

Her er prisen på den nye Tesla Model 3

Bilen kan sikre, at der stadig vil være et elbilmarked i Danmark, selv om der nu lægges afgift på, vurderer analytiker.

Privatøkonomi

Den nye Tesla Model 3 kan give det danske elbilmarked et tiltrængt skub, når den måske kommer ud til de danske forhandlere mod slutningen af 2017. Prisen vil nemlig blive attraktiv.

Det vurderer Jan Lang, der er analytiker hos bilhandelspladsen Bilbasen.dk. Bilbasen har regnet på, hvad Tesla Model 3 vil komme til at koste, og ifølge beregningerne vil grundprisen lande på godt 430.000 kr. med den nuværende dollarkurs.

Bilbasens præcise pris er 432.433 kr., og i den er der gået ud fra en fradragsomregning svarende til 51 km/l.

Elbilerne indfases nu i det danske afgiftssystem. De har hidtil været fritaget for registreringsafgift, og hvis det var fortsat uændret, ville Tesla Model 3 ifølge Bilbasen kunne sælges fra 286.435.

»Men hvis prisen skulle have været med fuld afgift, ville den lande omkring 650.000 kr. Så elbilkøberne får stadig en rabat,« siger Jan Lang.

»Selv om der nu er afgift på elbilerne, vil jeg vurdere, at modellen vil blive en rigtig attraktiv bil i segmentet 450.000 kr. Der har Tesla set rigtigt. Med en pris fra godt 430.000 kr. kan Model 3 være med til at sikre, at der fortsat er et marked for elbiler i Danmark. Samtidig vil det være en pris, som konkurrenterne bliver nødt til at forholde sig til,« forklarer Jan Lang.

Den nye Tesla er også blevet modtaget med begejstring fra kunderne. Således har flere end 275.000 på mindre end en uge reserveret en bil, selv om de har skullet betale 1.000 dollars i depositim.

Artiklens emner
Bilbasen