Nu er 2,5 pct. lånet billigere end et 2 pct. lån
Kursfald på obligationer har konsekvenser for lånevalget.
Renten er højere, men den månedlige ydelse efter skat er lavere. Sådan er situationen, hvis man vil have et 30-årigt boliglån med afdrag i dag. Et 2,5 pct. lån er nu marginalt billigere end et 2 pct. lån.
Den nominelle rente er godt nok lavere, men efter at obligationskurserne er faldet på det seneste, skal man betale rente af et noget større beløb. Hvis man omlægger et 3,5 pct. lån til et 2,5 pct. lån, skal man betale 4.090 kr. om måneden efter skat. Et 2 pct. lån er dyrere. Det koster 4.111 kr.
Her er konsekvenserne af at omlægge et 3,5 pct. lån med afdrag i dag:
| Kurs | Ydelse efter skat | Heraf afdrag | Restgæld | |
|---|---|---|---|---|
| 3,5 | 100 | 4.209 | 1.904 | 1.000.000 |
| 2,0 | 95 | 4.111 | 2.532 | 1.072.000 |
| Forskel | - 98 | 628 | 72.000 |
År til break-even: 8,5 - hvis indfrielseskurs er lig med udbetalingskurs: 2,5.
| Kurs | Ydelse efter skat | Heraf afdrag | Restgæld | |
|---|---|---|---|---|
| 3,5 | 100 | 4.209 | 1.904 | 1.000.000 |
| 2,5 | 98,4 | 4.090 | 2.278 | 1.035.000 |
| Forskel | -119 | 374 | 35.000 |
År til break-even: 5,8 - hvis indfrielseskurs er lig med udbetalingskurs: 3.
Realkredit Danmark har netop ændret sin låneanbefaling. Det sker, efter at kursen på obligationen bag det afdragsfrie 2 pct. lån er faldet til under 94. Anbefalingen om at vælge 2 pct. lån med afdrag fastholdes derimod. Selv om det er marginalt dyrere, får man høvlet næsten 300 kr. mere af gælden hver måned. Men det er ikke den eneste grund, understreger økonom i Realkredit Danmark, Sonia Khan.
»Det 30-årige 2,5 pct. lån uden afdrag er vores hovedanbefaling til boligejere og virksomheder, der ønsker fast forrentet lån med afdragsfrihed. Kursen ligger aktuelt omkring 97. Ønsker man lån med afdrag, er det fortsat 2 pct. lånet med en kurs på omkring 95, som vi mener er det rette for langt de fleste,« siger Sonia Khan.
Kursfaldet på de fast forrentede lån kommer ubelejligt for dem, der havde planer om at opsige deres eksisterende lån så tæt på opsigelsesfristen som muligt - hvor omkostningerne ved indfrielse er lavest - for så at optage et nyt fast forrentet lån.
Opsigelsesfristen for fast forrentede lån er nu på fredag, hvis man ønsker at indfri sit lån inden terminen 1. juli.

