Fortsæt til indhold

Du risikerer skatteregning ved indbetaling på ny pension

Den nye aldersopsparing er ved at udvikle sig til en fiasko.

For mange er det oplagt at vælge en aldersopsparing, men der er en risiko for at få en uventet skatteregning.
Privatøkonomi

Hvordan ville du have det med at indbetale på en pension og så få en skatteregning på op mod 15.000 kr. bagefter? Den risiko løber alle lønmodtagere, der har en aldersopsparing via deres arbejdsgiver, advarer pensionsselskabet Skandia.

Aldersopsparingen, der var udset til at skulle afløse kapitalpensionen, er ved at udvikle sig til en fiasko, og det er der primært tre grunde til, mener pressechef i Skandia, Nicolai Nielsen.

  • Det har store økonomiske her-og-nu konsekvenser for danskere, der indbetaler til pension vi arbejdsgiver.
  • Der er strafafgift ved for store indbetalinger - ved f.eks. jobskifte eller flere ordninger.
  • Der er dalende tiltro til folkepensionens tillæg.

»Hvis man sparer op via sin arbejdsgiver, bliver det kringlet. Arbejdsgivers indbetalinger til pensionen sker, inden der beregnes skat, så de penge, der sendes afsted til pensionsselskabet, er ikke beskattede. Så længe indbetalingerne sker til en ratepension eller en livslang pension, hvor der er skattefradrag, er det problemfrit. Men hvis pengene placeres på en aldersopsparing, skal pensionsselskabet indberette denne del af indbetalingen til Skat som B-indkomst,« siger Nicolai Nielsen.

Og der kan blive tale om en betydelig skatteregning. En almindelig lønmodtager skal betale mellem 860 og 1.270 kr. ekstra i skat hver måned, afhængigt af, hvor meget de ellers tjener. Og det vel at mærke penge, hvis de husker at forskudsregistrere indbetalingen til aldersopsparing.

»Glemmer de det, får de en ubehagelig hilsen fra Skat i form af en efterskat på op mod 15.000 kr. sammen med årsopgørelse,« siger Nicolai Nielsen.

For et ægtepar, hvor begge ligger i topskatten og begge indbetaler til pension via arbejdsgiver, er resultatet, at familiens rådighedsbeløb reduceres med op til 2.550 kr. om måneden, hvis de vælger aldersopsparingen. Betaler de kun bundskat, er udgiften mindre – cirka 1.700 kr. om måneden.

En anden årsag til aldersopsparingens svigtende succes er reglerne om strafskat ved for store indbetalinger. Således skal man betale en ekstra afgift på 20 pct. af det for meget indbetalte, hvis man kommer til at overskride grænsen på 28.900 i 2016. Man kan dog slippe med en strafafgift på 4 pct., hvis man sørger for at placere det overskydende beløb på f.eks. en ratepension.

Denne situation kan nemt opstå, hvis man indbetaler til pension mere end et sted, eller hvis man fx skifter job midt i året, og der bliver indbetalt til forskellige pensionsaftaler af forskellige arbejdsgivere.

ATP har netop undersøgt, hvordan det er gået med aldersopsparingen, der blev introduceret i 2013. Kun 1 ud af 10 fortsætter med at indbetale, selv om det er almindelig anerkendt, at pensionen er optimal for mellemindkomster, fordi der ikke sker modregning i Folkepensionens tillægsbeløb.

Aldersopsparingen ser godt ud på papiret, men den fungerer skidt i praksis. Den har omfattende konsekvenser for privatøkonomien her og nu.
Nicolai Nielsen, pressechef, Skandia

I 2012 – det sidste år man kunne få fradrag for indbetalingerne – blev der indbetalt næsten 16 mia. kr. til kapitalpension. Heraf blev godt 60 pct. eller 9,5 mia. indbetalt via en arbejdsgiver til nogle af de 2,2 millioner danskere, der er omfattet af en arbejdsmarkedspension eller en firmapension.

I 2013 blev der indbetalt blot 1,7 mia. kr. til aldersopsparingen, som er kapitalpensionens afløser og to år efter, i 2014, var det tal steget til lige over 3 mia.

»Indbetalingerne er altså vokset fra 2013 til 2014, men udgør fortsat under en tredjedel af, hvad der blev indbetalt på kapitalpensionen – når der er taget højde for forskel i fradragsret,« fastslår Nicolai Nielsen.

Det var ventet, at danskerne ville indbetale færre penge til aldersopsparingen end til kapitalpensionen, fordi det maksimale årlige beløb blev sat ned med cirka 20.000 kr.

»Aldersopsparingen ser godt ud på papiret, men den fungerer skidt i praksis. Den har omfattende konsekvenser for privatøkonomien her og nu. Hvis man beskæftiger sig med pensionsrådgivning i det daglige, er det ingen overraskelse, at aldersopsparingen er floppet. Det er en logisk konsekvens af den måde, den fungerer på,« lyder dommen fra Nicolai Nielsen.

Artiklens emner
Skandia
Skat