Fortsæt til indhold

1,2 millioner danskere sjusker groft med deres password: Få 10 nemme råd til at beskytte dig selv

Danskerne sjusker med deres passwords, og de unge er værst. Få 10 gode råd til at forbedre din online-sikkerhed.

Privatøkonomi

En ny måling for Nordea foretaget af TNS Gallup viser, 1,2 mio. danskere sjusker alvorligt med deres passwords og dermed sætter onlinesikkerheden gevaldigt over styr.

En af de mest normale fejl hos danskerne er, at mange vælger at genbruge de samme passwords til såvel sociale medier, netbank og e-handelssider og tilmed udskifter dem sjældent.

Man skulle tro, at den digitalt indfødte generation også havde styr på spillereglerne, men det er ikke tilfældet. Der gror mos på deres kodeord.
Ann Lehmann Erichsen, forbrugerøkonom i Nordea.
Ann Lehmann Erichsen

Årsagen er tilsyneladende, at det sker for nemheds skyld, men det imponerer langt fra forbrugerøkonom i Nordea, Ann Lehmann Erichsen, der mener, at danskerne burde have samme forhold til deres passwords som deres tandbørste.

»Vi har forskellige børster til forskellige formål. Jeg kender ikke til nogen, som ville børste hår eller tænder med deres toiletbørste for eksempel. Vi bør tænke på samme måde om vores koder. Det er simpelthen det eneste forvarlige,« skriver hun.

Ann Lehmann Erichsen er særligt bekymret over, at undersøgelsen viser, at de 18-25 årige er slemmest til både at genbruge det samme kodeord og at opbevare kodeord på sig.

»Aldrig at skifte kodekort eller at have billede af sit NemID på mobilen svarer til at køre over for rødt. Usikker adfærd på nettet øger risikoen for, at vi udsætter os selv for at blive kørt over af it-kriminelle. Vi skal blive bedre til at få en trafiksikker adfærd på nettet både for vores egen skyld, og for at vi kan lære vores børn at gøre det samme,« siger hun.

10 gode råd til at beskytte dig selv og dine data:

  1. Brug forskellige passwords til forskellige formål, og skift dine passwords ofte.
  2. Del ikke dine passwords med andre
  3. Konstruer sikre password på mindst otte enheder med fire forskellige typer tegn. Det er store og små bogstaver, tal og specialtegn som %, + og lignende.
  4. Undlad at fotografere eller scanne NemID koderne og gemme dem på telefon eller PC.
  5. Beskyt dine digitale enheder med en firewall, og installer et antivirusprogram.
  6. Brug kun sikre netværk.
  7. Brug ikke USB-stik på dine enheder, som du finder eller låner af andre.
  8. Opbevar dine betalingskort forsvarligt og tjek jævnligt, at du har dem. Det er lige så personligt som pas, kørekort, sygesikringsbevis og lignende. Opbevar aldrig kort og kode sammen.
  9. Bid ikke på krogen overfor netsvindel og phising, hvor du får mails, SMS eller telefonopkald, der beder dig klikke ind og opdatere personlige oplysninger. Slet mail og SMS, og afbryd telefonsamtalen straks.
  10. Se dine betalingsoversigter på dine konti igennem hver måned for tjekke, at du kan genkende alle transaktioner.

Kilde: Ann Lehmann Erichsen, forbrugerøkonom i Nordea.

Artiklens emner
Nordea
Ann Lehmann Erichsen