Fortsæt til indhold

Pas på: Skat kan "snyde" dig for overskydende skat

Skat sender nye forskudsopgørelser til 250.000 danskere, der enten har udsigt til stor restskat eller stor overskydende skat. Men for de sidste er der en fælde.

Privatøkonomi
Årsopgørelsen fra Skat er på vej. Husk at kontrollere alle tal, opfordrer skatteekspert.

Skat vil gerne nedbringe omfanget af restskatter, men det kan også ramme skatteborgere, der har betalt for meget i skat.

Derfor opfordrer revisionshuset BDO skatteborgerne til at være opmærksomme på, at Skat netop i disse uger leverer nye forskudsopgørelser til cirka 250.000 danskere.

De nye forskudsopgørelser kan nemlig være en fælde for de skatteborgere, der hvert år ser frem til at få overskydende skat tilbage.

»Skats formål er at nedbringe restskatterne, men Skat behandler alle lige, og derfor kan folk, der forventer at skulle have overskydende skat tilbage, komme i klemme, hvis de ikke reagerer på den nye forskudsopgørelse,« forklarer Henning Boye Hansen, der er chefkonsulent hos BDO.

Skat sender nye forskudsopgørelser til de 250.000 skatteborgere, der enten har udsigt til en stor restskat eller en stor overskydende skat. Stor er i den forbindelse over 5.000 kr.

For lavindkomstgrupper som studerende og pensionister er grænsen dog 1.000 kr.

Den nye forskudsskat træder automatisk i kraft, hvis modtagerne ikke selv aktivt reagerer på ændringen, påpeger Henning Boye Hansen.

Selv om formålet er at nedbringe restskatterne, vil ændringerne også få betydning for de skatteborgere, der bevidst satser på at få penge tilbage i foråret ved at "spare op" hos Skat.

»Der er folk, som gerne vil have udbetalt den overskydende skat en gang om året. De vælger derfor at forskudsregistrere indtægten for højt eller fradragene for lavt. Hvis disse mennesker fortsat ønsker at få udbetalt overskydende skat, skal de aktivt annullere den nye forskudsopgørelse,« forklarer Henning Boye Hansen.

Folk, der ikke har noget imod en restskat på mere end 5.000 kr., kan også annullere den nye forskudsopgørelse.

Det nye skattekort vil automatisk træde i kraft, hvis borgerne ikke har reageret inden for 15 dage.

Det betyder så også omvendt, at borgere, som er forskudsregistreret forkert, men som ligger under de to beløbsgrænser, ikke får tilsendt et nyt skattekort. De skal derfor selv ændre forskudsopgørelsen, hvis de ønsker at undgå restskatten, forklarer Henning Boye Hansen.

De nye forskudsopgørelser er baseret på årsopgørelsen for 2015 og sammenholdt med nye oplysninger fra arbejdsgiverne.

»Sjovt nok har vi faktisk tre typer af skatteborgere. Der er dem, der foretrækker, at skatten stemmer. Så er der dem, der kan lide at have penge til gode i form af overskudsskat. Men der er også en tredje gruppe, som ikke har noget imod at betale restskat - så længe de har styr på beløbet,« tilføjer Henning Boye Hansen.

Artiklens emner
Skat
BDO