Fortsæt til indhold

Så dyr har benzin og diesel ikke været tidligere i år

Olieprisen er nu 50 dollars per tønde, og global usikkerhed om forsyningen er med til at presse prisen op.

Privatøkonomi

De danske bilister har ikke tidligere i år måttet betale så meget for benzin og diesel, som det er tilfældet torsdag.

Den såkaldte pumpepris for en liter blyfri 95 oktan benzin er torsdag oppe i 10,61 kr., men prisen for en liter diesel er 8,69 kr. Dermed er benzin 1,92 kr. dyrere per liter.

Den stigende oliepris, der lige nu balancerer omkring 50 dollars per tønde er en del af forklaringen. Torsdag over middag koster en tønde Nordsø-baseret Brent-olie til levering i juli lige over 50 dollars, mens den amerikanske WTI-olie ligger lige under 50 dollars mærket.

Følg oliepriserne hos Bloomberg

Men ifølge olieanalytiker Per Sune Koustrup fra Circle K - det tidligere Statoil - er flere faktorer med til at presse prisen op.

»De amerikanske lagertal har været lidt lavere end ventet, og samtidig er der forskellige steder i verden en vis usikkerhed omkring olieforsyningen,« forklarer Per Sune Koustrup

Hermed henviser han bl.a. til de canadiske skovbrande omkring FortMcMurray i den canadiske Alberta-provins, hvor olieproduktionen har været hårdt ramt af, at beboere i området har måttet evakueres. Det skønnes, at de berørte olieselskaber under ét har haft et dagligt tab på mere end 300 mio. kr.

»Men også uroen i Nigeria og Libyen spiller ind på olieprisen. Derimod har vi endnu ikke set nogen effekt af strejkerne i Frankrig,« forklarer Per Sune Koustrup.

Til gengæld er øget vækst i Kina og Indien efter hans vurdering med til at trække efterspørgslen op.

Han vurderer dog, at der ikke i den nærmeste tid skulle være markante prisstigninger på vej.

»Med en oliepris på 50 dollars bliver det igen interessant for de amerikanske skiferolieproducenter. Det kan betyde, at de åbner for brønde, som har været lukket ned på grund af den tidligere meget lave pris,« tilføjer Per Sune Koustrup.

Samtidig fortæller han, at Iran øger produktionen hurtigere end ventet. Det er med til at holde prisen nede.

Pumpeprisen er den pris, der reguleres hver dag kl. 10. Men lokale konkurrenceforhold kan ofte gøre det muligt at tanke til lavere priser.

Artiklens emner
Statoil