Fortsæt til indhold

Norwegian blæser til priskrig om indlånsrenter

Det har længe været svært at få en fornuftig rente af sit indestående.

Privatøkonomi

Norwegian Bank kaster sig nu for alvor ind i kampen om indlånskunderne. Det har indtil nu været stort set umuligt at få en rente over 0 pct. for almindeligt indestående, men den norskejede bank hæver i et hug indlånsrenten med 0,5 pct.point.

Det betyder, at indlånsrenten nu er 0,85 pct. for den første 1,5 mio. kr. Beløb derudover forrentes med 0,35 pct.

Inflationen i Danmark var sidste år 0,5 pct. Hvis man lader sine penge stå til 0 pct., mister man altså 0,5 pct. i købekraft. Skal man beskytte værdien af sine penge, kræver det en rente i omegnen af 0,8 pct. før skat.

Norwegians beslutning betyder, at banken nu er markedsleder i Danmark for indlån. For kun i Santander Bank kan man få en rente på samme niveau. Her er renten 0,8 pct., men for at få den skal man binde pengene i minimum 31 dage.

Dertil kommer, at kunder i Norwegian er omfattet af de norske bankregler, og det betyder, at formuer op til 2 mio. norske kr. (knap 1,6 mio. kr.) er dækket af den norske indskydergaranti. I Danmark er man dækket med maksimalt 745.000 kr.

»En decideret priskrig forventer vi nok ikke. Men Santander har længe været alene om at ligge nummer 1 og der er ingen tvivl om, at en del nu vil vælge Bank Norwegian i stedet. Det bliver interessant at følge udviklingen,« siger kommunikationschef i Mybanker, Peter Jensen.

Danskerne har en rekordstor opsparing også i frie midler. Men på grund af de ekstremt lave renter taber man faktisk penge på at have dem stående. Formuen bliver simpelthen spist op af inflationen.

I 2015 tabte en dansk familie med en gennemsnitsformue på 191.180 kr. 860 kr. på at have pengene stående. Det samlede indlån var 504 mia. kr.

Højeste indlånsrente i Danmark er i øjeblikket blot 1 pct. Det kræver, at man binder sine penge i minimum to år hos Santander Bank eller tre år hos Ikano Bank.

Artiklens emner
Bank Norwegian
Mybanker