Fortsæt til indhold

Disse forældre har mest travlt med at købe lejlighed til deres barn

Forældre i hele landet laver forældrekøb - men ikke alle er lige aktive.

Privatøkonomi

Forældre landet over vil i de kommende måneder strømme ud på boligmarkedet i landets studiebyer.

Studiestart er lige om hjørnet og dermed er det højsæson for forældrekøb, hvor forældre sørger for tag over hovedet til deres barn. Og det er et landsdækkende fænomen, viser en ny undersøgelse.

I samarbejde med Home har Realkredit Danmark analyseret samtlige forældrekøb i perioden 2011 til april 2016. Undersøgelsen viser, at antallet af forældrekøb er næsten ligeligt fordelt mellem forældre øst og vest for Storebælt.

»Helt præcist har forældre øst for Storebælt stået for 52 pct. af forældrekøbene mod 48 pct. vest for Storebælt,« siger Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom i Realkredit Danmark.

Andel af forældrekøb fordelt på landsplan. Kilde: Realkredit Danmark/Home.

Kigger man på antallet af forældrekøb målt på landsdele, topper Østjylland, der har stået for 16 pct. af samtlige forældrekøb.

Herefter følger Nordsjælland med 15 pct., mens både Københavns omegn og Københavns by hver især tegner sig for 13 pct.

At netop disse landsdele ligger i front er ikke overraskende, mener Christian Hilligsøe Heinig.

»For det første er det landsdele med mange indbyggere. For det andet har disse landsdele oplevet stigende boligpriser i en årrække, hvilket gør, at forældre har friværdier at gøre brug af. Indkomsterne i flere af kommunerne er også relativt høje,« siger Christian Hilligsøe Heinig.

Landsdelenes andel af forældrekøb renset for indbyggerantal. Kilde: Realkredit Danmark/Home.

Ved at rense andelen af forældre, der laver forældrekøb i de enkelte landsdele, med antallet af indbyggere, er det Nordsjælland, som topper. Også i Københavns-området og Østjylland er det mere hyppigt at lave forældrekøb i forhold til landsgennemsnittet.

Forældre i Nordjylland, Sydjylland og Vest- og Sydsjælland er mindst tilbøjelige til at foretage forældrekøb.

»Det skyldes primært, at boligejere i disse landsdele ikke har samme friværdi, som kan give adgang til billigere finansiering af et forældrekøb,« lyder forklaringen fra Christian Hilligsøe Heinig.

Friværdiens betydning for forældrekøb. Kilde: Realkredit Danmark/Home.

I perioden 2011 til april 2016 har forældrekøb udgjort mellem hver sjette og syvende solgte ejerlejlighed på landsplan.

Undersøgelsen fra Realkredit Danmark og Home går helt ned på postnummerniveau. Her ses det også tydeligt, at mange postnumre i Region Hovedstaden har stået for en relativt større andel af forældrekøbene.

Det samme gælder i og omkring Aarhus, Odense og i Aalborg.

De enkelte postnumres andel af forældrekøb i perioden 2011 til april 2016. Kilde: Realkredit Danmark/Home.
Artiklens emner
Forældrekøb