Ny låneanbefaling: Vælg et 2 pct. lån til topkurs
En låneomlægning for boligejere med 3 pct. lån er indenfor rækkevidde.
Uanset om du er til afdragsfrihed eller lån med afdrag, så vælg et 2 pct. lån. Sådan lyder en ny låneanbefaling fra Realkredit Danmark.
Anbefalingen blev ændret tirsdag, da kursen på det 30-årige 2 pct. lån med afdrag rundede 97,5. Samtidig steg kursen på den afdragsfrie variant og rundede 96.
»Vi har nu ændret vores anbefalinger, så vi både anbefaler det 30-årige 2 pct.-lån med og uden afdrag til de låntagere, der ønsker en fast rente over 30 år,« siger cheføkonom i Realkredit Danmark, Christian Hilligsøe Heinig.
Det er første gang siden april 2015, at kursen på 2 pct. lånet har været så høj, og det åbner for helt nye konverteringsmuligheder.
Konsekvenser af omlægning af lån på 1 mio. kr.
| Låntype | Kurs | Ydelse før skat | Ydelse efter skat | Afdrag | Restgæld |
|---|---|---|---|---|---|
| 3,0 pct. | 100 | 5.073 | 4.076 | 2.053 | 1.000.000 |
| 2,0 pct. | 97,5 | 4.769 | 4.012 | 2.474 | 1.046.000 |
| Forskel | 2,5 | - 304 | - 65 | 421 | 426.000 |
År til breakeven: 7,8 år. Hvis kursen er lig med udbetalingskurs: 3,3 år.
Kilde: Realkredit Danmark
»Runder vi kurs 98 her i den kommende tid, vil vi generelt også anbefale konvertering fra 3 til 2 pct.,« fastslår Christian Hilligsøe Heinig.
For nogle boligejere vil det være relevant allerede nu at lægge om, især hvis de har en lang tidshorisont i deres bolig, da det mindsker deres kursrisiko. Og viser det sig, at renten er omtrent uændret, hvis man ender med at indfri sit lån før tid, så vil en konvertering ved dagens kursniveauer allerede have tjent sig hjem i løbet af kun lidt mere end tre år, understreger cheføkonomen.



