Oslo-mæglere advarer mod vilde vesten-tilstande
Lejligheder bliver flået ud af hænderne på både sælgere og mæglere i Oslo, og det får nu mæglerne til at advare mod at sælge til ellers gode bud.
Ville du sælge, hvis du fik tilbudt 3,6 mio. norske kroner for en lejlighed på 51 kvadratmeter, der var udbudt til blot 3,1 mio.?
Det kan synes som en rigtig god handel, men i Norges hovedstad Oslo er boligmarkedet hvidglødende, og det får mæglerne til at mane sælgere til sindsro, når de ud af det blå får tilbudt store summer for deres lejlighed.
I ovenstående tilfælde lykkedes det mægleren, Trond Haugstad, at overbevise sælgeren om at styre sig.
Og det betalte sig i sidste ende.
Det skriver det norske medie e24.no.
»Erfaringsmæssigt opnår vi en højere pris til sælger ved at køre budrunder,« forklarer Trond Haugstad til mediet.
Lejligheden på de 51 kvadratmeter ligger i den populære gade St. Hanshaugen, og den skulle udbydes til den nette som af 3,1 mio. norske kroner eller ca. 2,5 mio. danske. Dertil lå en fællesgæld i ejendommen på 124.087 norske kroner.
Men allerede inden lejligheden rød i udbud, fik sælgeren efter en privat fremvisning et bud på 3,6 mio. norske kroner eller lidt over 2,9 mio. danske.
Mælger sagde "vent", lejligheden røg i udbud, der var masser af interesse, og syv personer deltog efterfølgende i en budrunde.
Slutpris: 3,8 mio. norske kroner + fællesgæld. I alt hvad der svarer til lige knap 3,2 mio. danske kroner for en 1-værelses lejlighed på 51 kvadratmeter.
»Jeg var ovenud fornøjet med den pris, jeg fik til sidst. Det var svært at sige nej, da jeg fik et så højt direkte bud, men jeg synes, det er fint, at det er markedet, som i sidste ende bestemmer prisen,« siger sælgeren, Daniel Høgli Major, til e24.no.
Det er netop de direkte bud eller "boligkupping", som både mæglere og de norske forbrugermyndigheder nu advarer imod.
»Det er ikke usædvanligt, at folk prøver det, når markedet er, som det er. Det er en konsekvens af, at der er få boliger og mange på boligjagt. Folk bliver desperate,« forklarer Trond Haugstad, som er ejendomsmægler hos DNB.
Men det er noget, som folk i stigende omfang tager til sig, uddyber han.
Boligmarkedet i Oslo er under unormalt stort pres for tiden, skriver e24.no desuden og citerer bl.a. direktør for Privatmegleren, Grethe Meier, for at sige, at det "for at sige det mildt" ikke er unormalt med over 100 mennesker til åbent hus.
Tal fra den norske brancheforening for ejendomsmæglere, Eiendom Norge, viser således også, at prisvæksten i juli i Oslo var den højeste nogensinde registreret.