Privatøkonomi

10 ting du skal være opmærksom på, når du køber bolig første gang

At købe et nyt hus er meget mere kompliceret, end det at forelske sig i en bolig og underskrive en kontrakt. En boligøkonom og en byggesagkyndig, der også er energikonsulent, kommer her med gode råd, som hjælper boligkøbere med at komme godt fra start.

Artiklens øverste billede
Der er langt flere ting at tage stilling til end blot at vælge det hus, man bedst kan lide. Arkivfoto: Christian Klindt Sølbeck/Polfoto

1. Læg et budget

Boligøkonom fra BRF Kredit Sofie Heerup Friis’ første råd er, at man som kommende boligkøber skal begynde med at lægge et budget, så man får et overblik over økonomien. Når først man har lagt sit budget, skal man tage kontakt til sin bankrådgiver eller sit realkreditinstitut, som kan hjælpe med at gennemgå budgettet og lave en forhåndsgodkendelse. På den måde ved man, hvad man må købe bolig for.

»Ved at lægge et budget, slipper man for at sidde på nettet og finde drømmeboligen, for så at opdage at man slet ikke har råd til den. Det er en fornuftig måde at komme fra start på, fordi man får et realistisk billede af, hvad der er muligt: Hvad har man af midler, og hvilke områder har vi mulighed for at købe i,« siger Friis.

2. Overvej finansieringen  af boligen

»Det er altid en god idé at tage en snak med en bankrådgiver. Der er ikke noget lån, som er bedre end et andet. Det afhænger af den enkelte familie eller person. Det er altid godt at få snakket igennem, om man skal have en fast rente, så man vil kunne sove trygt om natten, eller om man er mere til den variable rente, hvor man skal kunne klare, at renten både kan stige, men selvfølgelig også falde,« siger Sofie Heerup Friis fra BRF Kredit og uddyber, at rådgiveren kan være behjælpelig med at tage den rette beslutning.

Der er nemlig eksempelvis stor forskel på, om man er en børnefamilie i etableringsfasen og vurderer, at man har behov for at have et afdragsfrit lån, hvor man har mulighed for ti års afdragsfrihed, eller om man er en familie eller enlig, der måske har behov for at afdrage med det samme. Det kommer an på den enkelte, på den økonomiske situation og på fremtiden.

3. Tænk langsigtet

Det er dyrt at investere i et hus, men det er også dyrt at sælge det igen. Derfor er det en god idé at tænke på fremtiden.

»Er man et par, der inden for de kommende år overvejer at stifte familie, så er det måske en bedre idé at investere i noget, der kan rumme et børneværelse, fremfor at købe et hus, som er for lille. Skal man sælge huset efter bare tre år, så er det en forholdsvis dyr investering, man har foretaget sig, for det er en dyr proces at skulle sælge sin ejerbolig igen,« siger Sofie Heerup Friis.

Hun råder derfor boligkøbere til at investere i en bolig, hvor man godt kunne tænke sig at bo i en lang periode, og hun forklarer, at det er mere hensigtsmæssigt at købe et hus, der er lidt for stort, så der er plads til eventuelle fremtidige familieforøgelser.

4. Rådfør dig med en boligadvokat

Det en kompliceret affære, når man køber hus, for der følger mange juridiske og praktiske aspekter med et huskøb. Derfor er det en god idé at opsøge en boligadvokat.

»Boligadvokaten kan hjælpe køber med at overskue købsaftaler og diverse dokumenter på ejendommen. I forbindelse med et huskøb er det vigtigt, at man vurderer, om man selv kan overskue hele købsprocessen, eller om det er noget, man skal have hjælp til fra professionelle,« siger Sofie Heerup Friis fra BRF Kredit.

En boligadvokat nærlæser alle dokumenter og købsaftalen og sikrer dig, at det, du skriver under på, lever op til det aftalte og forventelige.

5. Beliggenhed, beliggenhed,  beliggenhed

Endnu en vigtig ting i forbindelse med et boligkøb er at overveje husets beliggenhed.

»Hvordan ligger huset i forhold til eventuelle støjgener som motorvej og jernbane? Hvis man har små børn, er det måske vigtigt, at skolen og børnehaven ligger i nærheden, mens man som ældre måske søger mere ro, men samtidig gerne vil have en overkommelig afstand til Brugsen. Man skal huske at overveje, om huset lever op til ens behov,« siger byggesagkyndig og energikonsulent Jørgen Stuart fra Art-tek.

6. Få boligen besigtiget

Det er en god idé at få en professionel med ud at kigge på boligen, inden du køber den. Derfor er det godt at få sin bolig besigtiget af en byggesagkyndig. En byggesagkyndig er ansvarlig for at lave selve tilstandsrapporten, og derfor er han eller hun ofte den helt rigtige til at gennemgå boligen og tilstandsrapporten for at tjekke, om der skulle være byggesjusk, eventuelle faldgrupper eller store skader, der er dyre at udbedre.

»Den byggesagkyndige kan også hjælpe køber med at få et overblik over, hvad eventuelle forbedringer vil koste. Dermed kan man afgøre, om boligen lever op til det ønskede og finde ud af, hvad det vil betyde økonomisk over tid at sige ja til netop dette hus. Ved at rådføre sig med en byggesagkyndig, minimerer man uforudsete udgifter, så man ikke lige pludselig får en økonomisk lussing,« siger Friis.

7. Den byggesagkyndiges vågne øje

Der er mange ting, som den byggesagkyndige vil se på under besigtigelsen af et hus. Først og fremmest er det vigtigt at få undersøgt husets konstruktion og de begrænsninger og muligheder, der er i huset.

»Det er især vigtigt, at taget er i orden, og at det er ordentligt beskyttet mod fugt, så der ikke er eller kan opstå skimmelsvamp i huset. Også i kælderen kan der være eller opstå fugt. Særligt hvis der er materialer af træ som trægulv og træbeklædninger, men fugt kan også opstå i andre lignende organiske materialer som for eksempel tæpper, som forhindrer ventilation,« siger byggesagkyndig og energikonsulent Jørgen Stuart fra Art-tek.

En anden ting, som han også mener er værd at være opmærksom på, er, hvorvidt det er muligt at lave fremtidige til- og ombygninger i det hus, man har kig på:

»Man skal være opmærksom på, om de vægge, som man ønsker at flytte, rent faktisk må fjernes, og derudover skal man undersøge, om der er en lokalplan, som forhindrer én i at bygge en udestue til, eller som tillader, at man laver børneværelser i kælderen.«

8. Vedligeholdelse

Endnu en helt essentiel overvejelse, som man bør gøre sig, inden man køber drømmehuset, er at se på den vedligeholdelse, der følger med. Dette kan nemlig have stor indflydelse både økonomisk og personligt.

»Det er vigtigt at tænke over de materialer, som huset er bygget af, inden man underskriver købsaftalen. Et hus lavet af træ skal vedligeholdes i langt højre grad end et murstenshus. Derfor er det vigtigt, at man inden sit huskøb vurderer, hvor stort et vedligeholdelsesbehov, der følger med huset, og hvor meget man selv kan overskue. Med en stor vedligeholdelse følger også det faktum, at man kommer til at bruge flere midler på boligen over tid,« siger Jørgen Stuart.

9. Tegn en ejerskifteforsikring

Når man er flyttet ind, og der pludselig dukker skjulte skader op, så er det en rigtig god idé at have en ejerskifteforsikring. Med den er man sikret, hvis ubehageligheder dukker op. En almindelig forsikring på huset tager højde for de i forvejen kendte skader, men en ejerskifteforsikring dækker en eventuelt skjult skade, som man ikke har kunnet finde i tilstandsrapporten.

»En ejerskifteforsikring bruges til at dække de omkostninger, der er ved skjulte skader, så man ikke pludselig står med en kæmpe regning,« siger Sofie Heerup Friis fra BRF Kredit.

10. Vær opmærksom på energimærket

Ejendomsmægleren er forpligtet til at oplyse om husets energimærke, og det er en god idé at være særlig opmærksom på, om huset ligger i det grønne eller i det røde felt, inden man investerer. Et nyt hus vil være godt isoleret, mens det varierer noget med de ældre huse.

»En murermestervilla fra 1928 er ikke isoleret optimalt, og derfor er det vigtigt at se på, hvordan den med tiden er blevet energirenoveret. Huse fra 1960’erne og 1970’erne har derimod ofte en bedre isolering, fordi de er bygget af bedre materialer, men er huset ikke efterisoleret, kan der alligevel gøres meget for at spare energi,« siger Jørgen Stuart fra Art-tek.

At gennemgå husets energitilstand er derfor fornuftigt, fordi det kan give huskøberen et overblik over, hvad eventuelle energirenoveringer vil komme til at koste og i det hele taget være med til at sige noget om, hvor mange penge, man skal bruge på at opvarme sit hus.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.