Her er lønnen højest - og lavest
Danskernes gennemsnitlige løn varierer voldsomt. Se top 10-listerne her.
Hvis du arbejder som pilot, speciallæge eller dommer, har du ingen grund til at brokke dig voldsomt over din løn.
Disse tre typer arbejde topper nemlig listen over dem, der har den gennemsnitligt højeste månedsløn. Det viser en ny publikation fra Danmarks Statistik.
Ikke overraskende er det danskere i det øverste ledelseslag, der tjener mest. De har en gennemsnitlig månedsløn på næsten 100.000 kr. før skat. Blandt de lavest lønnede er kasseassistenter med en månedsløn på omkring 24.000 kr.
Ifølge analysen er 8 ud af de 10 bedst lønnede grupper af lønmodtagere herhjemme dem, som varetager et arbejde, der forudsætter »viden på højeste niveau inden for pågældende område.« Lønmodtagerne er blevet inddelt i hundredvis af grupper ud fra de forskellige arbejdsfunktioner, der findes på arbejdsmarkedet.
De næstbedst lønnede lønmodtagere herhjemme er flypiloter. De tjener i gennemsnit 89.500 kr. før skat. Herefter kommer speciallæger med en månedsløn på 78.000 kr. efterfulgt af dommere, der tjener 68.500 kr.
De lavest lønnede lønmodtagere er personer, der arbejder som kasseassistenter inden for catering og fastfood. De tjener 23.800 kr. før skat. Også køkkenhjælpere har en lav løn - cirka 25.000 kr. om måneden.
Desuden fylder rengøringsfunktioner en del på top 10-listen over arbejdstyperne med den laveste månedsløn.
Top 10-listen over højeste månedslønninger:
- Øverste virksomhedsledelse: 97.000 kr.
- Flypilotarbejde: 89.500 kr.
- Speciallægearbejde: 78.000 kr.
- Dommerarbejde: 68.500 kr.
- Almindeligt lægearbejde: 68.000 kr.
- Flyvelederarbejde: 63.800 kr.
- Farmaceutarbejde: 62.400 kr.
- Arbejde med matematiske, aktuariske og statistiske metoder og teorier: 61.100 kr.
- Advokatarbejde: 60.200 kr.
- Analytikerarbejde inden for ledelse og virksomhedsorganisation: 59.900 kr.
Top 10-listen over laveste månedslønninger:
- Kasseassistentarbejde inden for catering og fastfood: 23.800 kr.
- Kasseassistentarbejde og beslægtet kundebetjening: 24.500 kr.
- Køkkenhjælp mv.: 25.100 kr.
- Instruktørarbejde inden for fitness og beslægtede områder: 25.300 kr.
- Tjenerarbejde: 25.500 kr.
- Andet rengøringsarbejde: 25.600 kr.
- Rengøring af transportmidler: 25.700 kr.
- Tilberedning af fastfood: 25.700 kr.
- Rengøringsarbejde undtagen i private hjem: 26.300 kr.
- Salgsarbejde i butik: 26.300 kr.
Kilde: Danmarks Statistik, Indkomster 2014. Der er blevet sat en minimumsgrænse på 500 fuldbeskæftigede for at komme i betragtning.