Åbent hus på lørdag: Flere huse har været til salg i over ni år
Boligkrisen buldrer fortsat afsted for fuld udblæsning i flere dele af Danmark.
Der er tale om en kvalitetsvilla på 145 kvm opført i mursten og tag af cementtegl. Beliggenheden er ifølge ejendomsmægleren attraktiv nær centrum. Der er gulvarme, huset er topisoleret, grunden er stor: 1.465 kvm. Huset ligger i Rødby i Lolland Kommune. Der er åbent hus lørdag den 15. oktober. Men tag det roligt: Huset har været til salg i over ni år.
Boligkrisen buldrer videre i Danmark. Ialt otte parcelhuse har været til salg i over ni år. 1.086 har været til salg i fire år eller mere. 10.362 parcelhuse er ikke blevet solgt til et år, viser en optælling fra Boliga.dk.
Her ligger husene, der har været til salg i over ni år.
I september var der 58.263 parcelhuse, ejerlejligheder og fritidshuse til salg, viser en ny statistik fra Realkreditrådet. Det er mere end gennemsnittet for resten af året, hvor der har været 57.736 boliger til salg pr. måned. Sidste år var gennemsnittet 57.176.
Det tager lidt kortere tid at sælge i 2016 end i 2015, men tallene bekræfter endnu engang, at der er voldsomme forskelle rundt omkring i Danmark.
Landsgennemsnittet for udbudstider på huse dækker over betydelige regionale forskelle. På Sjælland er udbudstiderne generelt lavere end på Fyn og i de fleste dele af Jylland. I Nordjylland, Vestjylland, Sydjylland og på Fyn har huse stået til salg i ca. et år.
»De lange udbudstider peger på, at det her fortsat kan være svært at sælge sin bolig uden at have en god portion tålmodighed,« konstaterer direktør for Realkreditrådet, Ane Arnth Jensen.
Der er mange nuancer i boligmarkedet mener hun, når man dykker ned i de enkelte landsdele. Men der er steder, hvor husene simpelthen er svære at sælge.
»Mens nogle huse har stået længe til salg og kan være svære at sælge, er der hver måned rent faktisk også en del, der forsvinder fra boligudbuddet, og de har ikke stået til salg i så lang tid,« siger Ane Arnth Jensen.
På landsplan har de huse, der i dag står til salg, i gennemsnit stået med et salgsskilt i ca. 10 måneder. Udbudstiden på huse har ligget på det niveau siden slutningen af 2011.
Økonom i Realkredit Danmark, Sonia Khan, forventer, at tøvende boligkøbere måske kommer ud af busken nu, hvor alt tyder på, at boligbeskatningen bliver ændret og usikkerheden dermed fjernet.
»Selv om vi endnu ikke med sikkerhed kender udformningen af de fremtidige boligskatter, er vi da blevet klogere på regeringens forslag, hvilket har taget toppen af uvisheden for mange. Den kommende tid vil blive spændende i forhold til forhandlingerne om fremtidens boligskatter, og først når vi kender de endelige beskatningsforhold, vil vi kunne se i statistikkerne, om usikkerheden om de fremtidige udgifter har fået potentielle boligkøbere til at holde igen med boligkøb,« siger Sonia Khan.

