Fortsæt til indhold

Stærk dollar er godt for Danmark - men skidt nyt for din pengepung

Dollarkursen er styrket den seneste måned og kan snart nå sit stærkeste niveau siden 2003, vurderer Sydbank.

Privatøkonomi

Den amerikanske dollar står stærkere end længe.

Over for euroen er dollaren steget med 3,2 pct. den seneste måned, mens dollaren er styrket med 3 pct. over for kronen i samme periode. Især sidstnævnte er skidt nyt for danskerne, forklarer Jacob Graven, cheføkonom i Sydbank.

»Den stærkere dollar gør det dyrere at tanke bilen, da olieprisen internationalt afregnes i dollars. Samtidig bliver ferieturen til USA dyrere,« forklarer han om, hvad der er bagsiden af medaljen af den stærke dollarkurs.

Artiklen fortsætter efter graferne.

Men selvom det bliver dyrere at tanke bilen og købe ferie til USA, er en stærk dollar godt nyt for Danmark som helhed, mener Jacob Graven.

»Den stærkere dollarkurs er en positiv udvikling, da det gør danske produkter billigere i USA og andre lande, hvis valuta følger dollaren og dermed forbedrer danske virksomheders konkurrenceevne. På bundlinjen er en stærkere dollar positivt for dansk økonomi,« siger han.

Årsagen til, at dollaren lige nu har momentum skyldes to kvinder ifølge Jacob Graven, nemlig præsidentkandidaten Hillary Clinton og direktøren for den amerikanske centralbank, Janet Yellen.

Forventningen om, at Clinton vinder det kommende præsidentvalg, og troen på, at renten snart bliver hævet af den amerikanske centralbank, giver dollaren medvind for tiden.

En højere rente i USA gør det mere attraktivt for investorer at have dollars frem for euro eller kroner. Derfor kan dollaren også snart komme til at nå et niveau, den ikke har været på i meget længe, vurderer Jacob Graven.

»Vi vurderer, at dollaren vil blive styrket yderligere i de kommende måneder, hvis Clinton vinder valget, og Fed hæver renten. Dollaren kan dermed for første gang siden november 2015 komme til at koste over syv kr. Dollaren kan meget vel komme over 7,11 kr. og dermed nå det stærkeste niveau siden begyndelsen af 2003,« siger han.

Én dollar koster lige nu 6,84 kr.

Artiklens emner
Hillary Clinton
Janet Yellen