Her skal du have over 300.000 kr. på kontoen for at købe et hus
Store forskelle på, hvor mange penge man skal have sparet op for at blive boligejer.
Der er næsten 300.000 kroners forskel på, hvor mange penge man skal have i hånden for at købe et hus i Danmark.
For efter at reglerne er blevet strammet, så man selv skal have 5 pct. af købesummen i hånden for at blive godkendt til køb, er der ikke frit valg på alle hylder længere. Så det er langt fra sikkert, at drømmen om en bolig i eller omkring København kan blive til noget.
Kravet for at købe en gennemsnitsbolig på 140 kvm på Frederiksberg er således 317.856. Kontantkravet i billigste kommune, Lolland, er blot 26.383 kr.
»Reglen vil som udgangspunkt ramme unge førstegangskøbere hårdest, da de ikke har haft samme muligheder for at spare en større sum penge op, som for eksempel andengangskøbere, der kan tage en gevinst med sig fra en tidligere solgt bolig eller folk, som har været på arbejdsmarkedet i en længere periode,« siger afdelingsdirektør i BRFkredit, Mikkel Høegh.
Siden reglen blev vedtaget i november sidste år, har man ikke kunne aflæse den i boligpriserne i form af et fald. Tværtimod er huspriserne fortsat stigende. Priserne holdes delvist op af de lave renter. Ifølge Mikkel Høegh er det blevet omkring 600 kr. billigere om måneden efter skat at forrente 1 mio. kr., siden reglen blev indført.
»Den lavere rente gør, at det bliver billigere at købe ejerbolig, og derfor springer flere ud i at være boligejer,« mener Mikkel Høegh.
BRFkredit har undersøgt, hvor meget boligkøbere skal have sat ind på opsparingskontoen for at købe et gennemsnitligt hus på 140 kvm. Og der er store forskelle. Beregningerne tager udgangspunkt i de nyeste tal fra Realkreditrådets boligmarkedsstatistik.
De højeste priser for parcelhuse findes i og omkring København, og dermed er der store krav til opsparingen. Dyrest er Frederiksberg.
På Sjælland skal boligkøbere som minimum kunne hoste op med 150.000 kr. for at kunne få råd til et gennemsnitligt hus på 140 kvm i Hovedstaden eller de omkringliggende kommuner. Rykkes der en tak længere ud, bliver denne sum til 100.000 kr. Jo længere væk man bevæger sig væk fra hovedstadsområdet og dermed pendlerafstand til det centrale København, jo lavere bliver dette krav.
Omkring Sydhavsøerne skal en boligkøbere således maksimalt kunne lægge omkring 50.000 kr. i udbetaling på et gennemsnitligt hus.
På Fyn og i Jylland skal der i de fleste kommuner maksimalt kunne lægges en udbetaling på op mod 100.000 kr. Det er kun kommunerne Aarhus og Skanderborg, hvor en udbetaling skal være større end 100.000 kr. for at kunne købe et gennemsnitligt hus.
Kravene om de 5 pct. i udbetaling blev besluttet sidste år, men det bør ikke kunne vælte alles boligdrømme, mener Mikkel Høegh.
»Det er væsentligt at nævne, at det tidligere har været kutyme i kreditvurderingen flere steder i den finansielle sektor, at køberne selv skulle have råd til de sidste 5 pct. af boligens pris. Reglen er dog blevet noget mere udbredt, fordi den er gået fra en intern foreningsregel, der kan afviges, til et lovkrav der er naglet fast,« siger Mikkel Høegh.

