Fortsæt til indhold

Seniorer genopliver sommerhussalget

Salget af sommerhuse vokser, og de ældste kundegrupper sidder på en stigende del af salget. De forbereder sig på mildere regler for at bytte parcelhuset ud med fast ophold i fritidshuset.

Privatøkonomi

Danskere mellem 55 og 64 år køber nu fritidshuse i næsten samme omfang som i 2005, da boligmarkedet kogte, og blandt førstegangskøberne dominerer denne aldersgruppe. Desuden har danskere over 45 år stået for i alt 70 pct. af sommerhuskøbene i 2016. Det viser en ny opgørelse fra ejendomsmæglerkæden Home.

De lidt ældre danskeres dominans på sommerhusmarkedet er kommet gradvist. I 2006 sad gruppen over 45 år på 56 pct. af købene. I år accelererer udviklingen yderligere, fordi et bredt politisk flertal formentlig fra marts 2017 vil give pensionister lov til at bo fast i deres sommerhus efter blot et års ejerskab. I dag skal der otte år til.

»Flere og flere pensionister bor i sommerhus. De nye regler vil fremskynde og forstærke den tendens. Derfor forventer vi også, at andelen af seniorkøb vil stige yderligere,« siger Mads Ellegaard, relationschef i Home, og peger på, at stigende boligpriser landet rundt også betyder, at friværdierne vokser.

Ifølge Boligsiden.dk er der til og med oktober solgt flere end 6.400 fritidshuse i Danmark. Det er godt 5 pct. mere end samme periode i fjor.

Privatøkonomisk rådgiver Anders Valdemar Juhl, Uvildigraad, møder mange kunder, der planlægger at flytte i sommerhus og sælge huset.

»Man kan skære mange faste udgifter fra ved at bytte huset ud med et sommerhus, og med de lave renter lige nu og stigende friværdier kan et køb af sommerhus være finansielt attraktivt også som ren kommerciel investering,« siger Anders Valdemar Juhl.

Han advarer dog om, at sommerhuspriserne svinger meget med konjunkturerne. Derfor risikerer man, at det er umuligt at hente pengene hjem igen, hvis huset pludselig skal sælges. Sommerhusmarkedet er fortsat præget af en stor pukkel af huse til salg over det meste af landet. Flere har været til salg i årevis.

»Og så skal man tænke over, at der kan blive meget mørkt i en sommerhusudstykning efter den 1. november,« siger Anders Valdemar Juhl.

Artiklens emner
Home