Fortsæt til indhold

10 ting du bør vide, før du går amok på black friday

Den største handelsdag i Danmark nogensinde er i gang.

Privatøkonomi

En hektisk dag med knaldtilbud og chokpriser, så langt øjet rækker, er skudt i gang.

Natten til fredag gik butikskæder over hele landet i sort, da de tog hul på det amerikanske udsalgsfænomen black friday. Mange forventer, at dagen i år bliver den største handelsdag i Danmark nogensinde.

Men hvis du vil gøre det helt rigtige køb, og undgå at komme i problemer eller blive snydt, er der visse ting, du skal være opmærksom på.

Her får du 10 gode råd:

  1. Tjek forskellige tilbud: Mange butikker markedsfører vilde tilbud på black friday. Men det kan være svært at gennemskue, om tilbuddet er så godt, som butikken siger. Derfor bør du tjekke prisen, f.eks. på prissøgemaskiner, for at se, om varen kan fås billigere andre steder. Det bedste tilbud behøver ikke være i Danmark - det kan også være i en udenlandsk butik.
  2. Er normalprisen normal? Nogle butikker vildleder og overdriver, når de påstår, hvad en vare engang har kostet. Det gør de for at få varen til at se billig ud - og dermed få flere til at købe den. F.eks. kan en butik lovligt markedsføre en vare til en høj pris gennem seks uger og derefter markedsføre den høje pris som normalprisen. Når varen så kommer på tilbud - f.eks. på black friday, ser tilbuddet bedre ud, end det i virkeligheden er. Brug evt. pristjenester på nettet til at se, om varen har haft en lavere normalpris på et tidligere tidspunkt.
  3. Tjek byttereglerne: Mange danskere bruger black friday til at gøre de fleste af deres julegaveindkøb. De fleste varer, du køber på nettet, kan fortrydes i op til 14 dage, men da der er en måned til juleaften, er det jo ikke nok for gavemodtageren. Derfor bør du tjekke op på returretten hos netbutikken, inden du køber. Langt de fleste netbutikker forlænger allerede deres kunders returret i november, så varen kan byttes frem til midten af januar. Husk også at tjekke byttereglerne, når du handler i en fysisk butik. En fysisk butik bestemmer selv, om den vil give dig pengene igen eller lade dig bytte de varer, du har kastet i kurven i din tilbudsrus.
  4. Kend dine prisfejl: Hvis en butik eller netbutik har skrevet en forkert pris på varen - f.eks. 500 kr. i stedet for 5.000 kr. - er butikken som udgangspunkt bundet af den pris, som du har købt varen til. Butikken kan altså ikke annullere en aftale om køb af et produkt, blot fordi den er kommet til at skrive en forkert pris - heller ikke selvom butikken har taget alverdens forbehold for trykfejl. Kun hvis fejlen er så åbenbar, at du burde indse, at der var tale om en fejl, er aftalen ikke bindende. Men der er tale om en konkret vurdering i alle sager.
  5. Vil du have et forældet produkt? Nogle butikker benytter udsalgsfester som black friday til at få afsat forældede eller udgåede varer. Derfor kan det være en god idé at slå modellens debutdato op, f.eks. hvis der er tale om elektronik. Blot fordi produktet er af en ældre dato, behøver det ikke fejle noget, men det er værd at have in mente før et eventuelt køb.
  6. Husk din reklamationsret: Nogle forbrugere oplever, at eksempelvis netbutikker vil se bort fra reklamationsretten, hvis de har givet meget rabat på en vare. Men det må de ikke. Reklamationsretten på minimum to år er lovpligtig - uanset hvor meget varen er på tilbud.
  7. Tag et kig på fragten: Handler du online på black friday, bør du være opmærksom på fragtprisen. Fordi selvom det er nemt og bekvemt at shoppe online - og du dermed undgår de lange køer i de fysiske butikker - kan fragt, der lægges oveni produktprisen, gøre det gode tilbud knap så godt.
  8. Husk tolden: Black friday er et amerikansk shoppefænomen, der har vundet indpas i flere og flere lande, og derfor er black friday-tilbuddene ikke forbeholdt danske butikker alene. Mange danskere handler i udenlandske netbutikker under black friday, og her skal du være på vagt. For hvis du handler uden for EU, pålægges der told oveni prisen - hvis du altså handler for mere end 1.150 kr. før fragt. På Skats hjemmeside kan du beregne tolden på tværs af ni produktkategorier.
  9. Pak varen ud med det samme: For mange forbrugere er black friday også store julegavedag. Men køber man f.eks. på nettet, er det en god idé at pakke varen ud, så snart man modtager den, frem for at smide gavepapir og julebånd omkring den. Gør man det, står man langt bedre i en evt. reklamationssag. Er varen f.eks. blevet skadet under transporten, er det lettere at sandsynliggøre, at det ikke er en skade, der er opstået, mens man selv har haft ansvaret for varen.
  10. Vogt dig for it-banditter: De it-kriminelle ved, at rigtig mange danskere sidder klar online på black friday. Ifølge sikkerhedsfirmaet Bitdefender bør du undgå at bruge offentlige wifi-netværk, når du handler online. Vær sikker på, at hjemmesiden, du handler på, har en HTTPS-forbindelse (det grønne lås-logo ved linket). Pas på uopfordrede mails med gode tilbud og ondsindede links og sørg for, at du har en opdateret sikkerhedssoftware installeret på dine enheder. Og brug et kreditkort frem for et debetkort. Så trækkes beløbet ikke med det samme - og du har lidt længere tid til at opdage eventuel snyd.