Fortsæt til indhold

Boligejere risikerer skatteregning: Se hvor stor den bliver

Vi har oplevet store rentefald i år, men det får skattemæssige konsekvenser.

Privatøkonomi

100.000 boligejere risikerer at få lidt af et skattechok næste år, hvis ikke de ændrer deres forskudsopgørelse. Det er de mange boligejere, der enten har lagt lån om eller fået refinansieret deres flekslån. Specielt boligejere med fast forrentede lån og F5-lån står til en ekstraregning.

Det usædvanlige er, at besparelserne i år har været så markante, at det kan få stor konsekvens for privatøkonomien, hvis ikke man tager højde for det.

»Realkreditinstitutterne indberetter løbende boligejernes renter og bidragsbetalinger til skattevæsenet, men systemet kan endnu ikke overføre de nye oplysninger i forbindelse med en konvertering til boligejernes forskudsopgørelse. Derfor skal boligejerne selv rette deres forskudsopgørelse, hvis de vil slippe for det skattesmæk,« siger boligøkonom i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann.

Det gode er, at de pågældende boligejere kan se frem til store rentebesparelser næste år. Det betyder til gengæld, at deres fradrag falder markant, og hvis ikke man ændrer det på forhånd, får man altså en skatteregning. Og det er ikke småpenge, det handler om.

I 2016 er der blevet omlagt fast forrentede lån for 127 mia. kr., og hvis man antager, at et gennemsnitligt realkreditlån er på lidt over 1 mio. kr., betyder det, at over 100.000 boligejere kan se frem til et potentielt skattesmæk, med mindre de får rettet deres forskudsopgørelse for 2017.

Den fortrykte blanket tager typisk udgangspunkt i de senest reviderede oplysninger, og det vil sige årsopgørelsen fra 2015. Er renteudgifterne faldet siden, vil man få et for højt rentefradrag. Og jo større boliglånet er, jo større er det potentielle skattesmæk også.

Har man hidtil haft et fast forrentet 4 pct. lån med afdrag på 1 mio. kr., har udgiften til rente og bidrag ligget på ca. 46.400 kr. de seneste år. Er lånet blevet omlagt til et 2 pct. lån i 2016, vil renteudgiften i 2017 kun udgøre ca. 26.500 kr. Det betyder, at boligejere, der glemmer at rette deres forskudsopgørelse, vil få en ekstraregning på ca. 6.700 kr., der skal betales tilbage, når årsopgørelsen foreligger.

Fast forrentet lån med afdrag og en restgæld på 1 mio. kr., der er blevet omlagt til et 2 pct. lån i 2016:

Oprindeligt lånFortrykte renteudgifter 2017Reelle renteudgifter 2017Potentielt skattesmæk
4 pct.46.40026.5006.700
3 pct.41.50026.5005.000
3 pct.36.50026.5003.400

Boligejere med F5-lån, der har fået ny rente i 2016, bør også give forskudsopgørelsen er tjek. I 2012 lå F5-renten på ca. 2 pct., mens den ved auktionerne i år er landet på ca. 0,5 pct. For et lån på 1 mio. kr. giver det et potentielt skattesmæk på 5.400 kr.

»Det er tilstrækkeligt mange penge til at de fleste vil ærgre sig over den regning. Ikke mindst hvis den kommer ganske uventet, eller der er tale om et større lån,« siger Lise Nytoft Bergmann.

F5-lån med en restgæld på 1 mio. kr., der har fået ny rente i 2016

Oprindeligt lånFortrykte renteudgifter 2017Reelle renteudgifter 2017Potentielt skattesmæk
F5-lån28.80013.4005.400

Boligejere med F1 og F3-lån kan tage det forholdsvist roligt med forskudsopgørelsen. I hvert fald mht. til deres renteudgifter. Boligejere med F3-lån, der har fået fastsat en ny rente på deres lån i 2016, har hidtil betalt en rente på ca. 0,7 pct., mens de i 2017 skal betale ca. 0,2 pct. For et lån på 1 mio. kr. giver det et potentielt skattesmæk på 1.200 kr., hvis ikke man ændrer sin forskudsopgørelse.

F3-lån med en restgæld på 1 mio. kr., der har fået ny rente i 2016

Oprindeligt lånFortrykte renteudgifter 2017Reelle renteudgifter 2017Potentielt skattesmæk
F3-lån15.90012.3001.200

»Det er surt at få uventet ekstraregning fra Skat. Derfor bør man altid kigge sin forskudsopgørelse igennem, hvis man har ændret på sit lån eller har fået en ny rente, der ser væsentligt anderledes ud, end den man hidtil har betalt. I modsat fald venter der en kedelig besked, når årsopgørelsen for 2017 er klar,« siger Lise Nytoft Bergmann.

Artiklens emner
Nordea Kredit
Lise Nytoft Bergmann