Thomas Helmig sælger sin luksuslejlighed
For 13 mio. kr. kan man erhverve sig en af Aarhus' største liebhaverlejligheder.
Det danske popklenodie Thomas Helmig og partneren Renée Toft Simonsen har sat deres lejlighed i Aarhus til salg.
Det skriver Århus Stiftstidende.
Luksusboligen ligger på tredje sal i den historiske bygning Skansen på Strandvejen. For at rykke ind i liebhaverboligen skal man dog grave dybt i lommerne. Prisen lyder nemlig på 13 mio. kr.
Til gengæld får man 332 kvadratmeter, altan, terrasse, elevator og vandudsigt.
Prisen er noget højere, end da parret selv investerede i lejligheden i 2012. Dengang lød købsprisen på 6.750.000 kr.
Men ifølge mægleren, Lokalt Liebhaveri, har lejligheden også fået en gennemgribende renovering under de nuværende ejere. Det fremgår af salgsannoncen, hvor man kan se billeder af den nyistandsatte lejlighed.
Bygningen Skansen blev tegnet af arkitekten Hjalmar Kjær i forbindelse med Landsudstillingen i 1909. Bygningen skulle fungere som hotel med ikke mindre end 210 værelser og 430 senge, som blev fordelt på Skansen og det bagvedliggende Skansepalæ.
Efter udstillingen blev Skansen ombygget til mondæne herskabslejligheder, hvoraf Thomas Helmigs er en af de største.



