Det kan være en fordel at sælge huset diskret
Hvis du sælger din bolig diskret, undgår du at skilte med liggetiden, og det kan være en fordel i områder, hvor boligsalget går sløvt.
Flere boligejere vælger at gå stille med dørene, når boligen skal sælges.
Alene hos ejendomsmæglerkæden EDC blev 5000 boliger i 2016 solgt som et såkaldt "diskret salg", og det er en fordobling på to år.
Et diskret salg betyder, at boligen ikke bliver markedsført i aviser og på nettet, og huset får ikke et "til salg"-skilt i forhaven.
I stedet finder ejendomsmægleren selv potentielle købere via mæglerens køberkartotek.
Det kan være en fordel at sælge huset diskret, hvis man ikke ønsker at udstille liggetiden på huset, siger Morten Skak, boligøkonom på Syddansk Universitet.
- Hvis man bor i et område, hvor det er vanskeligt at sælge huse, kan det være en fordel, at man ikke udstiller liggetiden. En lang liggetid kan få købere til at tænke, at man kan trykke prisen ned, siger han.
Det er Tine Sode, fagekspert i Bolius, enig i.
- Hvis købere kan se, at et hus har ligget i 500 dage, tænker mange købere, at der nok er en årsag til det, siger hun.
Tine Sode har fået henvendelser fra flere boligejere, som overvejer at sælge huset diskret for at undgå at skulle skilte med liggetiden.
Et diskret salg kan også være en fordel, hvis man som boligejer ikke er interesseret i at udbasunere over for naboer og andre i lokalsamfundet, at huset skal sælges.
Tine Sode hører desuden om boligejere, der vælger et diskret salg, fordi de har mange dyre møbler og dyrt interiør, som, de er bange for, vil lokke indbrudstyve til, hvis huset markedsføres i aviser og på nettet.
Men der er også ulemper ved et diskret salg. Når huset ikke bliver annonceret bredt, bliver prisen ikke fastsat på almindelige markedsvilkår, og derfor kan det være en god idé at vælge sin ejendomsmægler med omhu.
- Det er en fordel, hvis du vælger en ejendomsmægler, hvor der i forvejen er mange kunder i forretningen, for så vil flere potentielle købere blive gjort opmærksom på huset, siger Morten Skak fra Syddansk Universitet.
Når huset ikke bliver prissat efter almindelig udbud og efterspørgsel, kan det også være en god idé at undersøge prisniveauet på boliger i sit lokalområde, så man bedre kan forholde sig til den pris, som ejendomsmægleren præsenterer fra de købere, mægleren finder.
Men der er ikke noget, der tyder på, at diskrete boligsalg giver en lavere pris end boliger, der bliver annonceret bredt, oplyser Jan Normann, pressechef hos EDC, til Ritzau Fokus.

