Warren Buffett angriber Wall Street og de »mega-rige«: De har sløset 100 mia. dollars væk på 10 år
Den 86-årige investor opfordrer amatører til at holde sig til indeksfonde.
Milliardær-investoren Warren Buffett, som står bag investeringsselskabet Berkshire Hathaway, har lørdag sendt aktionærerne sit årlige brev. Og med det sender han en klar besked: Hvis du vil tjene penge på dine investeringer - og du ikke arbejder på Wall Street - så brug indeksfonde.
Det skriver blandt andre Huffington Post og e24.
I det åbne brev skriver den 86-årige milliardær om et væddemål, han for ni år siden indgik med forvalteren Protégé Partners. Buffett hævdede dengang, at amatørinvestorer på 10 år ville få flere penge ud af sidde passivt på S&P 500-indekset, end hvis de benyttede sig af en professionel forvalter til at investere for dem. Hvis nogen kunne modbevise hans teori, ville han give dem 500.000 dollars, lød det.
Protégé Partners tog imod udfordringen og udvalgte fem hedgefonde, der skulle modbevise Buffetts tese, men nu knapt et år før væddemålets udløb, står forvalteren til at tabe. Indeksfondet har leveret et årligt afkast på 7,1 pct., mens hedgefondene har leveret 2,2 pct. i gennemsnitligt afkast pr. år, skriver Buffet i sit aktionærbrev.
»Det betyder, at 1 mio. dollars investeret i disse fonde ville være blevet øget med 220.000 dollars. Indeksfonden ville i mellemtiden være blevet øget med 854.000 dollars,« skriver den 86-årige.
En af årsagerne til, at hedgefondene får så meget mindre ud af investorernes penge, er de høje forvaltningsudgifter, som hedgefondene kræver af de private investorer, vurderer Buffett.
»Når billioner af dollars forvaltes af Wall Street-folk, som tager høje gebyrer for deres service, vil det sædvanligvis også være forvalterne selv, der høster de store gevinster - ikke klienterne. Både store og små investorer burde derfor holde sig til billige indeksfonde,« skriver Buffett i brevet.
Men det er ikke kun forvalterne, den er gal med, noterer han sig. Det gælder også de »mega-rige« individer, institutioner og pensionsfonde, der har valgt at benytte sig af forvalterne frem for indeksfonde. Det har været spild af penge, mener han. Mange penge.
»Mine beregninger, som indrømmet er i meget grove træk, viser, at elitens jagt efter overlegne investeringsråd har forårsaget, at man samlet set har sløset mere end 100 mia. dollars over de seneste 10 år,« skriver han.



