Privatøkonomi

Netbutikkernes guldfugle er vokset op med Elvis og The Beatles

Børnefamilierne shopper flittigst i netbutikker. Men når det handler om at bruge flest penge, løber gruppen af 51- til 64-årige med shopping-guldet, viser nye tal fra netbutikkernes talerør FDIH.

Danskerne satte ny indkøbsrekord på nettet i 2016. For første gang nogensinde blev der handlet ind i netbutikker for mere end 100 mia. kr., viser nye tal. Foto: Tobias  Nørgaard Pedersen Foto: Tobias Nørgaard Pedersen

Spørger man unge, kan de ikke leve uden deres mobil og adgang til internettet. Alligevel er det gruppen af 51- til 64-årige, der brænder flest penge af i netbutikkerne.

Det viser årsrapporten for 2016 fra Foreningen for Dansk Internethandel (FDIH). Tallene overrasker ikke Ann Lehmann Erichsen, der er forbrugerøkonom i Nordea.

»Oftest er børnene fløjet fra reden, og derfor er der lidt mere luft i budgettet hos de ældre, der er helt med på den digitale bølge. De har derfor både råd og evner til at købe alt fra rejser til dagligvarer på nettet,« siger Ann Lehmann Erichsen.

Danskernes indkøb i netbutikker
  Antal køb pr. mdr. via nettet Månedlige indkøb i alt
18-25 år 3,20 2.266 kr.
26-50 år m. børn 4,00 3.480 kr.
26-50 år u. børn 3,53 3.018 kr.
51-64 år 3,56 3.905 kr.
65+ år 2,88 2.975 kr.

Graver man et spadestik dybere i tallene, viser det sig, at danskere i aldersgruppen 51 - 64 år i gennemsnit handler 3,56 gange om måneden i netbutikker og hver gang bruger i snit 1.097 kr.

Danskernes samlede køb online i udlandet udgør nu rekordhøje 32,4 mia. kr. Det udenlandske forbrug er dermed steget godt 20 pct. og er markant over væksten på 13,7 pct. i de danske netbutikker.

Niels Ralund, adm. direktør i Foreningen for Dansk Internethandel

Det betyder, at aldersgruppen opgjort i kroner og ører er netbutikkernes guldfugle. Til gengæld handler børnefamilier oftere på nettet.

I gennemsnit svinger børnefamilien dankortet fire gange hver måned i netbutikker, og hver gang bliver der brugt 870 kr., viser opgørelsen fra FDIH. Samlet betyder det, at mens den ældre del af danskerne hver måned shopper for 3.905 kr. i netbutikker, bruger børnefamilier i gennemsnit 3.480 kr.

Uden for kategori finder man ungdommen, der trods en indgroet vane med at gå på nettet blot står for 10 pct. af alle nethandler og 7 pct. af det samlede forbrug.

Det har dog sin helt naturlige forklaring, lyder det fra Nordeas forbrugerekspert.

»Det økonomiske råderum hos ungdommen er mindre end hos mange af de andre grupper, og så har de nogle andre behov. Derfor bruger de penge på tøj, sko og streaming frem for rejser, dagligvarer og hårde hvidevarer. Der er med andre ord ingen grund til at bruge penge, man ikke har, på ting, man ikke har behov for,« siger Ann Lehmann Erichsen.

I FDIH glæder adm. direktør Niels Ralund sig først og fremmest over, at danskerne fortsætter med at skrue op for nethandlen.

I 2016 voksede nethandlen herhjemme med 16 pct. og passerede for første gang 100 mia. kr. Det er den gode nyhed. Den dårlige er ifølge FDIH, at danskerne lægger flere og flere penge i udenlandske netbutikker.

»Danskernes samlede køb online i udlandet udgør nu rekordhøje 32,4 mia. kr. Det udenlandske forbrug er dermed steget godt 20 pct. og er markant over væksten på 13,7 pct. i de danske netbutikker,« siger Niels Ralund.

I alt handlede danskerne sidste år 162 mio. gange i netbutikker – det højeste antal nogensinde.

BRANCHENYT
Læs også