Nu bliver det dyrere at holde ferie og shoppe i udlandet
Betaler du med VisaDankort eller MasterCard i udlandet, kan der vente en højere regning, når du tjekker kontoudtoget.
Regningen på restauranten eller shoppeturen kommer til at koste danskerne flere penge, hvis de betaler med kortet. I hvertfald for kunder i Danske Bank og Jyske Bank.
Det skriver erhvervsmediet InsideBusiness.
De to banker har sammen med en gruppe andre banker hævet valutatillægget på betalinger med VisaDankort eller MasterCard i udlandet med et halvt procentpoint. Dermed er gebyret på 1,5 pct. i Europa og 2 pct. i resten af verden.
Det højere gebyr betyder, at regningen på restauranten eller shoppeturen i byen bliver dyrere. Kunderne får simpelthen en dårligere vekselkurs.
Det betyder eksempelvis, at bankerne nu tjener 15 kr. på en restaurantregning på 1.000 kr. i Europa, mens en tilsvarende regning i Sydamerika vil sende 20 kr. til banken.
I Forbrugerrådet Tænk er man kritiske over for stigende gebyrer hos bankerne for at bruge Dankort i udlandet.
»Man kan godt frygte, at det her handler om, at der er nogle banker, der prøver at skubbe kunderne over til de dyre kort. Der er en højere provision for bankerne ved de dyre kort,« siger Troels Holmberg, seniorøkonom i Forbrugerrådet Tænk til Ritzau Finans.
Men hos Jyske Bank ser man gebyrstigningen som en naturlig konsekvens af, at bankerne taber indtægter.
»I en tid, hvor vi taber penge på at have penge stående, så må vi jo finde indtjeningsmuligheder andre steder,« siger Katrine Bak Primdahl, ansvarlig for kort og betalinger i Jyske Bank til InsideBusiness.
Med gebyrstigningen er det nu dyrere at bruge kort fra Jyske Bank og Danske Bank end det eksempelvis er at bruge kort udstedt af Nordea, Sydbank eller Nykredit. Det kan derfor være en god idé, at tjekke udstederne, når regningen skal betales i udlandet, hvis man vel at mærke har flere kort at vælge imellem.