Fortsæt til indhold

Her er fem genveje til at udnytte den lave boligrente

Boligrenterne er historisk lave, men det kan være svært at vælge det rigtige lån.

Privatøkonomi

Renterne på realkreditlån er rekordlave, og det har de været længe. Flere flekslån har en negativ rente i øjeblikket. Men det er ikke sikkert, at lånet med den laveste rente er det bedste. Der er flere hensyn at tage. Bl.a. får man meget ud af at begrænse sin løbetid. Hvis man i stedet for at vælge et lån med 30 års løbetid, begrænser løbetiden til 20 år, får man høvlet 100.000 kr. mere af på gælden i løbet af fem år på et lån på 1 mio. kr.

Har man økonomi til det, kan man mere end halvere sin restgæld på fem år ved at vælge et boliglån med 10 årig løbetid.

Her er fem genveje til at finde det rigtige boliglån:

  1. Hvis man vil sikre sin restgæld mod rentestigninger, er et 30-årigt fast forrentet 2 pct. eller 2,5 pct. lån med eller uden afdrag svaret. Hvis renten stiger 1 pct. point, ventes kursen på et 2 pct. lån uden afdrag at falde med op til 9 point. Det betyder, at hvis man skylder 1 mio. kr. væk, vil restgælden falde med 90.000 kr. Stiger renten 2 pct. point, vil restgælden falde 180.000 kr.
  2. Ønsker du hurtigt at blive gældfri, kan du overveje et fast forrentet 10-årigt lån med en pålydende rente helt nede i 0,5 pct. eller et fast forrentet 15- eller 20-årigt lån med en pålydende rente på henholdsvis 1 og 1,5 pct. Der er i øjeblikket stort set ingen kurstab på de helt korte lån. Eksempelvis er kursen på det 10-årige 0,5 pct. lån tæt på 99.
  3. Overvej et flekslån eller et FlexKort, hvis der er plads i økonomien til rentestigninger, og du trives fint med risikoen. Udnyt de lave renter til at få en rekordlav månedlig ydelse. Bind renten på dit flekslån i en længere periode, f.eks. via F5. Det kan efterhånden bedre betale sig, fordi de fleste institutter har holdt bidragssatserne på F5-lån i ro og hævet dem for andre flekslån.
  4. Har du luft i økonomien og ønsker at blive hurtigere gældfri, kan du overveje flekslån T-modellen. Modellen er opfundet af Realkredit Danmark. Ydelsen forbliver den samme, uanset om renten stiger eller falder. Hvis renten stiger, forlænges løbetiden. Hvis renten falder, forkortes løbetiden.
  5. Har du anden dyr gæld ved siden af dit realkreditlån, f.eks. et bank- eller billån, kan du udnytte afdragsfriheden til hurtigere at afdrage på den dyrere gæld. Når så den dyre gæld er væk, giver det god mening at begynde at afdrage på realkreditgælden.