Fortsæt til indhold

Salget af sommerhuse er steget - det samme er prisen

Antallet af handler på markedet for sommerhuse er steget med næsten 10 pct. fra 2015 til 2016.

Privatøkonomi

Pulsen på markedet for sommerhuse er steget, efter at den i flere år efter finanskrisen var blevet sat på dvaletilstand. Både salget og prisen har taget et ordentligt nøk opad.

På landsplan steg antallet af handler med 9,8 pct. fra 2015 og til 2016, og fra fjerde kvartal 2015 til fjerde kvartal 2016 steg priserne med 5,7 pct., viser netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik.

Ser man på prisudviklingen i de fem danske regioner, var der fremgang at spore i de fire. Hovedstaden - som ikke er noget stort marked for sommerhuse - indtager førstepladsen med prisstigninger på 13 pct.

Andenpladsen satte Region Syddanmark sig på med prisstigninger på 9 pct., mens prisstigningerne i Region Sjælland og Region Midtjylland lød på henholdsvis 7,6 pct. og 0,9 pct. Region Nordjylland var dermed den eneste region med faldende priser på sommerhuse, og her lød prisfaldet på 2,6 pct.

»Det ser ud til, at sommerhusmarkedet tager et kraftigt sving ind på grusvejen igen efter en årrække ude i grøftekanten. Sommerhusmarkedet er gået støt frem de seneste år, men endnu ikke i samme takt som lejlighederne og villaerne. Sommerhusene kan få det afgørende comeback i år,« lyder det i en kommentar fra Mads Ellegaard, relationschef i ejendomsmæglerkæden Home, der bl.a. henviser til, at et forslag om øget realkreditbelåning i sommerhuse er på trapperne.

Fra Home lyder det dog samtidig, at der i øjeblikket er flere end 13.000 sommerhuse til salg i Danmark, og at det vil lægge en dæmper på prisstigningerne på landsplan.

Artiklens emner
Home
Mads Ellegaard