Få 1.400 kr. tilbage for at låne 1 mio.
Ny fleksauktion maser renten helt i bund.
Flere og flere danskere får nu penge tilbage for at låne. To populære flekslån har nu en negativ rente, viser den første dag af Nykredits auktion over obligationerne bag flekslånene.
Renten på F1-lånet er faldet til minus 0,14 pct. Det vil groft sagt sige, at man får 1.400 kr. igen for hver mio. kr., man låner. Renten på F3-lånet er minus 0,01 pct. Den nye rente gælder fra 1. juli.
»Det er historisk lavt og lidt lavere end forventet. F1-renten har været negativ to gange før, men aldrig så negativ som på denne auktion,” siger Jeppe Borre, seniorøkonom i Nykredit.«
Foreløbige nettoydelser på lån på 1 mio. kr.
| Låntype | Med afdrag | Uden afdrag |
|---|---|---|
| F1 | 3.455 | 826 |
| F3 | 3.422 | 849 |
Den foreløbige kontantlånsrente giver F1’erne omkring 700 kr. mere at gøre godt med det kommende år pr. mio. efter skat. F3’erne ser ud til at få lidt mere ud af auktionerne med et ydelsesfald på ca. 1.500 kr. det næste år.
På onsdag er F5 på auktion. Her kan der være omkring 3.000 kr. mere at gøre godt med det kommende år som følge af rentetilpasningen, såfremt renteforventningen holder.
»Herudover er der udsigt til yderligere opsparing i boligen for de boligejere, som har lån med afdrag. Efter rentetilpasningen stiger afdragene omkring 1.000-5.000 kr. om året pr. mio. afhængig af rentebinding,« siger Jeppe Borre.
Selv om F1 igen ser ud til at skrive historie, så har mange boligejere forladt lånet. Det er en tendens, som har varet ved i nogle år, og hvis man har forladt lånet, skal man ikke ærgre sig. Alternativerne er fornuftige, mener Jeppe Borre.
»De fleste vælger at sadle om og udnytte det lave renteniveau til at binde renten i længere tid end blot et enkelt år. Især F5 og fast rente har været populært blandt tidligere F1-låntagere.«
Auktionen over F1- og F3-lån fortsætter tirsdag. Først onsdag er der auktion over F5-lån. Her forventes der en rente under 0,50 pct.
Næste mandag refinansieres netop F-kort for første gang i lånets historie i Nykredit og Totalkredit.
»På F-kort er forventningen ligeledes en meget lav rente, som fra 1. juli også kan ende i negativt område ligesom F1-lånet. Holder det aktuelle renteniveau, taler vi en rente på F-kort i omegnen af minus 0,15 pct.,« siger Jeppe Borre.

