Nye tal: Sommerhuse flås ned af hylderne
Der er for alvor kommet gang i salget af sommerhuse.
Der er for alvor kommet gang i salget af sommerhuse. Boostet af flere lempelser ikke mindst højere lånegrænse bliver der nu solgt markant flere sommerhuse, viser nye tal fra Boligsiden.dk.
Sommerhussalget er steget med 20 pct. i forhold til sidste år og fordoblet siden 2011. I 10 kommuner er salget steget med 25 pct. eller mere, hvis man sammenligner salget i årets fire første måneder med samme periode sidste år.
I alt er der solgt 2.329 sommerhuse fra januar til april mod 1.944 i samme periode sidste år.
»Vi kommer rundt i alle egne af landet, når vi ser på de kommuner, hvor handlen er steget mest. Men især i Limfjords-området sker der noget særligt. Her er salget i Aalborg og Jammerbugt Kommune steget henholdsvis 55 og 42 pct. i forhold til samme periode sidste år. Det er vildt,« konstaterer kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk, Birgit Daetz.
Den 1. maj blev grænsen for realkreditbelåning til sommerhuse hævet fra 60 til 75 pct., så det blev billigere at låne. Helt give de nye låneregler æren for, der er kommet gang i salget, vil ejendomsmæglerne dog ikke.
Reglerne har kun været gældende i maj. Men der har været flertal for de nye låneregler så længe, at det har skabt en forventning og en vis lettelse for det tidligere så trængte marked.
»Salget er markant højere end i de seneste år, og vi har en forventning om, at salget for hele 2017 kommer til at ligge omkring niveauet fra 2006. Det var lige før finanskrisen brød ud, hvor vi var på vej ind i en lavkonjunktur. Derfor er der stadig et stykke op til niveauet fra de rigtig gode år fra 2002 til 2005, men tallene viser, at opsvinget i økonomien også slår igennem i salget af sommerhuse,« siger Birgit Daetz.
Tallene fra Boligsiden.dk er baseret på gennemførte handler og er dermed et præcist udtryk for, hvordan markedet har det.


