Fortsæt til indhold

Skal du sælge din bolig? Sådan vælger du den rigtige mægler

Udbuddet af ejendomsmæglere er stort, og det kan have afgørende betydning, hvilken mægler du får til at sælge din bolig.

Privatøkonomi
Boliga.dk

Et hus er mere end mursten, mørtel og maling i en praktisk opsætning. Et hus er et hjem, hvor der i hver en afkrog gemmer sig minder.

Så når huset bliver for stort, for småt, for dyrt eller bare forkert, er det tid til at sige farvel til køkkenet, hvor alle hverdagens mange måltider er kokkereret, stuen, hvor børnene gik deres første skridt, og haven, hvor den hjemmebyggede træterrasse har været opholdsstedet om sommeren.

Derfor er det også vigtigt at vælge den rigtige mægler til at varetage salget af dit hus, så du får den rigtige pris uden at skulle spejde i årevis efter den underskrevne købsaftale.

- En af de mest almindelige fejltagelser er, at man automatisk vælger den mægler, der hævder at kunne sælge ejendommen for det højeste beløb. Mange mæglere lover en alt for høj pris for at kapre kunden. Men ofte betyder det lange liggetider og store prisnedslag, siger direktør hos Boliga, Frederik Rovsing.

Heldigvis er der en række punkter, man kan følge, hvis man vil sikre sig, at mægleren er den rette mand eller kvinde til at være tovholder på dit livs dyreste salg.

Boliga har samlet seks råd til dig, der skal vælge ejendomsmægler:

1. Hav flere mæglere ude til vurdering

Få flere mæglere ud til en vurdering af dit hus. Dels kan du se deres vurderinger af huset i forhold til hinanden, dels kan du vurdere, om deres salær er (for) højt eller ej.

2. Er mægleren realistisk i sin pris for område?

Mæglerne vil gerne have dit hus til salg, så forhold dig også kritisk til den pris, de mener de kan sælge din bolig til. Selvom de kender markedet godt, kan de måske skrue dine forventninger for højt op. Se på, hvad lignende huse i lokalområdet er blevet solgt for og brug kvadratmeterpriserne som et pejlemærke.

3. Hvor meget sætter mægleren prisen ned?

Et er de løfter, mægleren muligvis giver. Noget andet er, hvordan det står til i virkeligheden. På nettet kan du se, hvor meget de enkelte mæglere sætter deres boliger ned i pris. Måske foreslår mægleren en meget højere pris end konkurrenterne, men hvis alle mæglerens udbudte boliger efterfølgende justeres i pris, er det måske ikke det, som huset reelt kan sælges for.

4. Hvor lang tid har mægleren husene til salg?

Liggetid. Tallet viser, hvor længe husene har været til salg, og det er også muligt at se, hvordan fordelingen er hos de enkelte mæglere. Mange huse med lange liggetider kan indikere, at mægleren sætter priserne for højt.

5. Tæller affektionsværdien med i prisen?

De mulige købere har ikke samme historie med huset, og derfor er det vigtigt at se med kritiske øjne på sin egen bolig. Kombinationen af en optimistisk mægler og en sælger, der lægger affektionsværdien til husets markedspris, vil være lig med et langvarigt udbud af boligen.

6. Prøver mægleren at sælge dig noget, du ikke har brug for?

Vær kritisk over for den formidlingsaftale, som mægleren tilbyder dig. Selve salæret er til forhandling, men der kan også være en pointe i at gennemgå, hvilke elementer af annoncering man har brug for. Spørg f.eks. dig selv, om det kan det giver mening at betale for, at din boligannonce bliver hængt op i mæglerens butik. Og tænk over, om du leder selv efter huse, der er annonceret i lokalavisen.

Artiklens emner
Boliga