Privatøkonomi

Boligkøbere vil have rabat: Billige boliger rives væk

Vores lyst til at købe dyre boliger er stigende, men det er andre boliger, der er rift om.

Der er kommet gang i boligmarkedet, og der tegner sig et tydeligt billede af, hvilke boliger vi foretrækker. Arkivfoto: Finn Frandsen

Danskerne er med på discountbølgen, også når vi vælger bolig, viser nye tal fra Boligsiden.dk.

Langt hovedparten af de villaer, der er blevet solgt siden den 1. januar, koster under 2 mio. kr. Der er blevet solgt 19.762 villaer siden nytår. 11.044 har kostet under 2 mio. kr. Det svarer til 56 pct. af det samlede antal.

Mest populær er villaer i prisklassen 1-2 mio. kr. Dem er der solgt 6.730 af. Men også villaer til mellem 2 og 3 mio. kr. er der rift om. Dem er der solgt 4.219 af.

Til gengæld kniber det med at få solgt villaer med priser over 6 mio. kr. De udgør blot 3,6 pct. af boligsalget i år.

PrisklasseAntal salg
0-999.9994.314
1.000.000-1.999.9996.730
2.000.000-2.999.9994.219
3.000.000-3.999.9992.223
4.000.000-4.999.999973
5.000.000-5.999.999476
6.000.000-6.999.999260
7.000.000-7.999.999143
8.000.000-8.999.99990
Over 9.0000.00214

Ifølge Boligsiden udgør de dyre villaer dog en større andel af det samlede salg end tidligere. Men der er ikke mange købere til dem. Helt præcist gælder det i år 3,6 pct., og det svarer til 707 handler.

»Går vi blot et par enkelte trin ned ad prisskalaen, er der straks flere købere i spil. Der har i år været dobbelt så mange salg af huse til mellem 4 og 6 mio. kr., end dem der koster mere. Det er blevet til i alt 1.449 handler, og de udgør altså lidt over 7 pct. af det samlede salg,« siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.

Trods de relativt få salg af dyre boliger, er der reelt mere efterspørgsel efter dem end tidligere. I 2016 blev solgt 1.226 huse til over 6 mio. kr. Det svarer til 2,8 pct. af det samlede salg af huse i Danmark. Inflationsregulerer man beløbet, svarer det til, at andelen lød på 0,2 pct. for 20 år siden.

I 1997 var der tale om blot 104 hushandler.

»Når vi ser tilbage på udviklingen hen over de sidste to årtier, er det generelle billede, at andelen af de dyre huse er vokset. Det er så at sige blevet mere almindeligt at betale mere for sin bolig end tidligere,« konstaterer Birgit Daetz.

Fra 2012 til 2014 var andelen af huse til over 6 mio. kr. på henholdsvis 1,9, 2,4 og 2,7 pct. af det samlede hussalg. I år er der altså tale om 3,6 pct., viser de foreløbige tal fra Boligsiden.dk.

BRANCHENYT
Læs også