Lejlighedspriserne er ustoppelige - økonomer frygter boble
Priserne på ejerlejligheder steg med 3,2 pct. i april. Cheføkonom advarer om, at prisstigningerne er for vilde.
Advarselslamperne har længe blinket hos landets økonomer pga. de store prisstigninger på ejerlejligheder.
Og nye tal fra Danmarks Statistik har ikke dulmet økonomernes nerver. Tværtimod. Nye tal for boligmarkedet viser, at priserne på ejerlejligheder i april steg med hele 3,2 pct. Dermed er priserne på ejerlejligheder det seneste år steget med 9,1 pct.
Stigningen i april bliver betegnet som usædvanligt stor.
»En månedlig stigning i lejlighedspriserne på 3,2 pct. er ikke hverdagskost. Det er mere, end den stigning man kan forvente på et helt år i et normalt marked. Samtidigt har Danmarks Statistik revideret tallene fra marts måned, således at den pause, vi troede lejlighedspriserne tog i marts, nu er blevet vendt til en stigning. Det gør dagens tal endnu vildere,« skriver Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom i Nordea Kredit, i en kommentar.
Den vilde stigning i april har fået frygten for en boble på markedet for ejerlejligheder til at blusse op igen. En af de økonomer, der peger på risikoen for en boble, er Steen Bocian, cheføkonom i Danske Erhverv.
»Dagens tal sætter endnu engang en tyk streg under risikoen for bobledannelse på markedet for ejerlejligheder i storbyerne. Om der er tale om en boble kan ingen sige med sikkerhed, men risikoen er bestemt til stede. Kombinationen af rekordlave rente og økonomisk højkonjunktur er standardopskriften på, hvordan boligmarkedet kommer til at køre af sporet,« lyder det i en kommentar fra Steen Bocian.
Siden bunden i 2009 er priserne på ejerlejligheder steget med 66 pct. De seneste fem år er prisstigningerne på i alt 53 pct. Hvis man korrigerer prisstigningerne for inflation, er priserne kun 2,3 pct. under den tidligere top, der blev nået under boblen i 00'erne.
Hvis man ikke renser for inflation, ligger priserne på ejerlejligheder 16 pct. over den seneste top.
»Det er bekymrende, at lejlighedspriserne fortsætter med at stige. Godt halvdelen af alle ejerlejligheder er beliggende i hovedstaden eller Aarhus, og det er derfor usandsynligt, at priserne skulle fortsætte op, uden at det samme gør sig gældende her,« skriver Lise Nytoft Bergmann.
Hun mener, at lejlighedskøbere skal huske, at når noget kan stige hurtigt i pris, kan det også falde hurtigt.
»Lejlighedspriserne er nu oppe på så højt niveau flere steder i landet, at vi frygter, at de vil falde, når renterne igen begynder at stige. Samtidigt er det værd at hæfte sig ved, at nye lejlighedskøbere i både København og Aarhus skal forvente væsentligt højere boligskatter efter 2021, når det nuværende skattestop ophører, hvilket også vil være med til at presse priserne ned,« skriver Lise Nytoft Bergmann.

